mØD VERDEN

Klimaforandringerne er over os- og foran os venter en historisk omstilling af vores samfund
 

Mød Verden handler om netop den omstilling. Det er et fag om lokal og global politik, konflikt og kultur - med et særligt fokus på klima. Vi går til globale fænomener og undersøger, hvordan de kommer til udtryk både planetært og lokalt. Og vi tager på ture og besøger folk, der har bud på de nødvendige forandringer: praktikere, som omlægger, innoverer og stritter imod. Som dyrker regenerativt, organiserer sig i fællesskaber og bygger den nye verden i den gamle verdens skal.

Vi lever i en verden, der hænger sammen. Som er uløseligt spundet ind i sig selv. Derfor skal vi snakke om mange forskellige emner - natursyn og menneskerettigheder, biodiversitet og økonomi. Og især undersøge sammenhængende mellem dem. Hvordan er flygtningepolitik forbundet til klimaforandringer? Hvad har racisme og oprindelige folks rettigheder med biodiversitetskrisen at gøre? Kan krigen i Ukraine komme til at gennemtvinge grønne forandringer af det landbruget?

Mød Verden stiller store spørgsmål, udfordrer de gængse svar og tager på besøg hos dem, der ikke bare snakker om forandringer, men allerede udlever dem. Kom med!

underviser

Magnus.jpg

mAGNUS sTEIN

Jeg hedder Magnus og underviser på Mød Verden og Eksistens. Jeg er bachelor i antropologi, men har først og fremmest lært noget om verden gennem mange år i et selvforsynende (-agtigt) kollektiv på landet. Her har jeg dyrket grøntsager, malket geder, bygget skurvogne og holdt uendeligt lange husmøder - og lært værdifulde lektier om både at lave ost og om at skabe fællesskaber (de to måske vigtigste ting i livet, forstås). I dét liv går det hånd i hånd at være god til at reparere traktoren og at være godt til at tale om sine følelser, og den mentalitet prøver jeg at tage med mig i alt, hvad jeg laver.

Da jeg selv gik på højskole byggede vi på min linje et helt hus fra grunden, selvom de fleste af os knapt anede, hvilken ende af hammeren man slår med, da vi startede. Det var en helt vild oplevelse at igen og igen gå ud og gøre ting, som ingen af os troede, vi kunne finde ud af. Det er essencen af Højskole for mig. Den skal være et sted, hvor vi på samme tid støtter og udfordrer hinanden. Hvor vi sammen kan øve os på på at forholde os aktivt og kritisk til samfundets usynlige regler. Hvor vi i fællesskab finder styrke til at forandre såvel os selv som verden omkring os.

 

Jeg har tidligere undervist i havebrug, musik og selvforsyning på højskolerne i Brenderup, Gram og Nordfyn, arbejdet med latinamerikanske oprørsbevægelser og spillet i disco-pop- og punk-bands. Derudover kan jeg godt lide cykelløb, kryds-og-tværser og flot joggingtøj.