
Praktiske oplysninger
Tilmelding & betaling
Du tilmelder dig direkte under det kursus eller højskoleophold, du ønsker at deltage i. Når vi har modtaget din tilmelding, sender vi en bekræftelse og en betalingsoversigt til dig på mail.
Første rate – tilmeldingsgebyret på 2.000 kroner – betales i forbindelse med tilmeldingen, og restbeløbet skal betales senest fire uger før kursusstart. Din tilmelding er først gyldig, når den første rate er indbetalt.
Da højskolekurser skal indberettes til Undervisningsministeriet, skal vi bruge dit CPR-nummer. Hvis du ikke ønsker at skrive det i formularen, kan du i stedet ringe til os. Deltagere fra udlandet, der ikke har et dansk CPR-nummer, skal blot oplyse fødselsdato.
Omkring 3-4 uger før kurset starter, sender vi en mail med de praktiske oplysninger om opholdet.
Afbud & forsikring
Ved afbud minimum fire uger før kursusstart refunderer vi det indbetalte beløb med undtagelse af tilmeldingsgebyret på 2.000 kroner. Ved afbud senere end fire uger før kursusstart kan vi desværre ikke refundere kursusbeløbet – heller ikke i tilfælde af sygdom.
Vi tilbyder ikke afbestillingsforsikring, så vi anbefaler, at du tjekker, om du er dækket af din egen forsikring. Du kan læse mere i vores handelsbetingelser i forbindelse med tilmeldingen.
Indkvartering
Vores værelser er enkle, rene og hyggelige. Når du ankommer, ligger der sengetøj og to håndklæder klar, så du selv kan rede din seng. Hvis du får brug for flere håndklæder i løbet af opholdet, kan de tilkøbes.
Værelserne er udstyret med det mest nødvendige, men du skal selv medbringe toiletartikler, badetøfler, servietter, kuglepenne og andre småting. Du er også velkommen til at tage din egen pude eller dyne med, hvis du foretrækker det.
Du kan vælge mellem forskellige former for indkvartering:
Du kan bo ude, sove på sovesal, slå telt op i haven eller vælge enkelt- eller dobbeltværelse – med eller uden bad og toilet. Vi har desuden handicapvenlige værelser med ekstra god plads og egne faciliteter.
På tilmeldingsformularen vælger du den indkvartering, du ønsker.
Maden
På Vestjyllands Højskole lægger vi stor vægt på god og bæredygtig mad. Køkkenet er Økologisk Guldcertificeret, og størstedelen af vores råvarer er økologiske. Mange kommer direkte fra vores egen have eller fra lokale producenter i området.
Maden er sund, frisk og velsmagende, og køkkenet eksperimenterer gerne med nye sammensætninger og smagsnuancer, så måltiderne bliver en oplevelse i sig selv. Der serveres altid både vegetariske og veganske retter til alle måltider.
Du kan se vores seneste Smiley-rapport her.
Kosthensyn
Hvis du har særlige kostbehov, kan du oplyse det i tilmeldingsformularen, når du melder dig til et kursus. Vi tilbyder altid vegetarisk og vegansk mad og tager desuden hensyn til allergier og intolerancer over for gluten, laktose og nødder.
Har du andre eller mere særlige behov, forsøger vi så vidt muligt at finde en løsning – for eksempel ved, at du kan hente råvarer i køkkenet til egen tilberedning.
Er du i tvivl om, hvad maden indeholder, hjælper køkkenet dig gerne med at oplyse ingredienserne.
Transport til højskolen
Den nærmeste togstation er Ringkøbing Station, som har gode forbindelser fra hele landet. Der går toge fra Holstebro og Esbjerg (via skjern), og fra Herning kører bus 124 til Ringkøbing. Flixbus har desuden direkte bus fra København til Ringkøbing.
Fra stationen er der ca. 5 kilometer til højskolen. På den første og sidste kursusdag tilbyder vi afhentning i skolens bus ved Ringkøbing Station. Hvis du ønsker at benytte denne mulighed, skal du blot kontakte kontoret i god tid inden kursusstart.
For elbilister har vi en Clever-ladestander med plads til to biler. Du kan benytte dit clever-abonnement eller betale pr. kwh.
Hvis du gerne vil arrangere samkørsel med andre deltagere, kan du finde kontaktmuligheder og information her.
Samværspolitik
På Vestjyllands Højskole værner vi om et trygt og respektfuldt fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden og taler åbent om, hvordan vi ønsker at være sammen. Det beskriver vi i vores samværspolitik, som du kan læse her.
Sikkerhed
Herunder kan du finde vores sikkerhedsinstrukser for cykling, kano og kajak samt stand up paddle og surf.
Sikkerhedsinstruksen for cykel
Andet, der er godt at vide
Der er gratis trådløst internet overalt på højskolen.
Hvis du får brug for at vaske tøj, har vi vaskerum med både vaskemaskiner og tørretumblere.
Du kan hæve kontanter med Dankort på kontoret i hverdagene, og i baren og kiosken kan du betale både med MobilePay og kontanter.
