
Studietur
På det lange højskoleophold er der inkluderet en studietur – en uge hvor vi rykker højskolen ud af de vante rammer, oplever nye steder og mennesker, fordyber os i kunst, natur, kultur og historie. I mens styrker vi vores fællesskab, skaber minder og knytter bånd på tværs.
Destinationen er altid et sted i Danmark. Vi sætter en dyd ud af at besøge forskellige egne af landet og møde mennesker med forskellige livsstil og livssyn. Vi tror på, at man sagtens kan få store rejseoplevelser uden at skulle transportere sig langt.
Studieturen i efteråret
I efteråret tager vi til Ærø. Vi dykker ned i øens unikke kulturliv, møder lokale ildsjæle og iværksættere, går på opdagelse i kystlivet, spiser middag hos øens beboere, synger sømandssange, bader i det sydfynske øhav, spiser middag på et skib og tager på vandreture i Ærøs flotte landskaber.
Studieturen i foråret
Studieturen til foråret 2027 er ikke fastlagt endnu – men du kan godt glæde dig alligevel – det bliver fantastisk som altid.
Til studieturen i foråret 2026 gjorde vi noget, vi aldrig havde prøvet før – vi bragte Vestjyllands Højskole ud i landet med en mobil karavane, som vi sammen trak rundt om Ringkøbing Fjord – mens vi undervejs inviterede til samtaler, sang, samvær og fællesspisning og optrin med de folk, vi mødte.
I forårssemestret lærte vi sammen, hvordan man organiserer og driver et stort projekt som vores studieturskaravane blev. I faget Bæredygtigt byggeri byggede vi karavanen som et tiny house, vi øvede danseforestillinger i faget Dans og koreografi og musikalske indslag i faget Musik, som vi viste undervejs på vores vandring rundt om fjorden. Derudover arbejdede vi i fagene Mød Verden og Medskaber med at forstå medmennesker, vi måske ikke deler livssyn, personlige erfaringer og antagelser med.
Vores fantasifulde samtale-karavane blev et mødested for åben deling af viden og udveksling af kultur – og symboliserer, at huse og boliger skal nedskaleres i en verden, hvor plads og overophedning er globale udfordringer.
Når vi trak vognen, understregede vi det langsomme tempo, som, vi mener, er nødvendigt at insistere på i en ellers hektisk tid – og vi opdagede, at vi ikke behøver at rejse så langt for at krydse grænser.
Det blev fantastisk spændende, vildt sjovt og lærerigt. Nu glæder vi os til at vi skal på studietur i 2027 – til den fælles opgave og oplevelse, som kun kan lykkes, når vi hjælpes ad og samler vores kræfter.
Stemingsbilleder fra efterårets studietur til Ærø
















