
Danse Cirkeltræning
Danse Cirkeltræning er en træningsform der gennemarbejder alle kropsdele effektivt og fokuserer på at gøre kroppen stærk, smidig og klar til en uge fyldt med dans eller udendørs fag
Det er en dynamisk og kraftfuld træning henover gulv, ledsaget af musik og en partner ved din side, som du følges med træningen igennem. Vi arbejder på kondition, smidighed, styrke, koordination og balance og vi får helt sikkert sved på panden og bliver både udfordrede og har det sjovt.
Bevidstheden om kroppens center, grounding, justering ud fra skelettets struktur, åndedræt samt forholdet til tid og rum skærpes. Træningen afsluttes altid med stræk.
Danse cirkeltræning henvender sig til alle, som er interesserede i at arbejde med forøgelse af kropsbevidstheden. Nybegyndere såvel som erfarne dansere kan have gavn af træningen.
Kom i tøj, du kan bevæge dig i og bare fødder eller strømper. Sko kan også bruges hvis nødvendigt, så længe de er fleksible og sidder godt og støttende på foden.


underviser

Kirstine Kyhl Andersen
Kirstine Kyhl Andersen underviser i moderne dans og Danse Cirkeltræning på Vestjyllands Højskole. Hun er uddannet danser og koreograf ved School For New Dance Development i Amsterdam i 2004 og har haft sin base i København siden da. I samarbejde med komponist og guitarist Niels Bjerg stiftede hun musik- og dansekompagniet WE GO samme år. De arbejder på at opnå et symbiotisk forhold mellem dansen og musikken og har udviklet et særegent udtryk gennem deres koncert- og danseforestillinger.
Igennem hendes uddannelse har hun erfaring med forskellige moderne danseteknikker, improvisation som redskab til at skabe koreografi eller som scenisk udtryk, somatiske praksisser, kontakt/improvisation og komposition.
Kirstine har siden 2008 været aktiv som bestyrelsesmedlem i foreningerne De Frie Koreografer og Brancherådet for Scenedans i Danmark. Begge arbejder på at forbedre arbejdsvilkårene for dansen i Danmark og på at sikre en udveksling og dialog kunstnere imellem og mellem kunstnere og institutioner.
Siden 2013 har hun været træningsleder ved Kitt Johnsons “Åben Træning”, som hun først stiftede bekendtskab med i 1998 og har praktiseret siden.
"Jeg er opvokset i Vestjylland og havde ikke mange muligheder for at udleve mine drømme om at gå på balletskolen i København, så derfor har jeg fra barnsben udviklet en “bare-gør-det” tilgang. Den hænger lidt ved endnu, og jeg er overbevist om, at det aldrig er blevet for sent til at gå i gang med noget. Min første oplevelse af koreografi, som jeg husker tydeligt, var da jeg observerede en mark fuld af køer udenfor mit vindue. Og pludselig midt i al deres tilfældige og rodede strøm af bevægelse opstod en perfekt unison svingen af haler, som stadig står meget skarpt. Den oplevelse har været- og er til fortsat stor inspiration."
Kontakt: kka@vestjyllandshojskole.dk