
Vestjyllands Højskoles kernefortælling og umistelige ord
Alle har en historie. Vores handler om at skabe et sted, hvor hver enkelt har tid og plads til at finde sig selv og hinanden – og et fælles ønske om at skabe forandring. Her er vores kernefortælling – og under den finder du vores umistelige ord. De beskriver, hvem vi er, og hvad Vestjyllands Højskole står for.
Vestjyllands Højskole: Gennem forundring skabes forandring
Vestjyllands Højskole er et væksthus, der får mennesker og planter til at spire og gro. Det er et sted, hvor vi sammen kan være med til at fordybe os og forandre samfundet og samtiden i det små. På højskolen er vi optaget af at give hver enkelt og hinanden tid og plads til at finde sig selv, men også at blive en anden. Her er der plads til alle, der har mod på at øve sig og har lyst til at favne verden.
Vestjyllands Højskole ligger langt mod vest. Her er fladt, og det blæser. Højt til himlen, mørkt om vinteren og den vildeste stjernehimmel. Et oplagt sted at være analog og langsom, selvom her sjældent er roligt. Et modsvar til ræset, stresset og presset. Vi dyrker ikke ekstremsport, men gulerødder. Er ikke en studieforbedrende skole, men forbereder til det endnu ukendte. Vejen frem går gennem forundring, forankring, fællesskab og forandring. Vi er vilde med det skøre og skæve, med uld og muld, pailletter og håndværk, ånd og hånd, rytmik og dynamik, haver og maver, væren og gøren, dig og mig. Stedet ånder af energi. Knofedt og tankekraft i ét.
Højskolen er et kropsligt, kreativt og politisk kraftværk, Her arbejdes med skaberkraft bl.a. på scenen, på værkstederne, i atelieret, i køkkenet og i alle vores haver. Med forandringskraft gennem et bæredygtigt og regenerativt fokus. Med livskraften, som bor i vores kroppe, fællesskabet, det historiske, og naturen. Med virkekraft, der viser sig i det relationelle, og i mødet med de(t) lokale og i de praksisfælleskaber, der gror i en hverdag på højskolen. Kraftværket giver energi, og er også kraftværk i eksistentiel forstand.
Vi er optaget af at smage og dermed få smag for mangfoldighederne. Optaget af at danse, synge og spille og bruge sanserne og kroppen. I færd med at se og dermed få syn for sagen. Optaget af at røre ved tingene og blive berørt. Optaget af at lytte og blive klogere. Optaget af at snakke, opdage sin stemme og blive hørt. Vi brænder for regeneration som den proces, hvor vi bliver produktivt forstyrrede og styrker opmærksomheden på de levende systemer og livsformer. Ikke mindst insisterer vi på og leve, som om der er et håb og en fremtid i en holdbar verden.
I dag er det vigtigere end nogensinde at blive hørt og finde sin vej i livet. Det kræver ’undre-visning’ og muligheden for at eksperimentere og prøve ting, der ikke ligger lige for. Her skattes den nysgerrige dialog og samtale. På højskolen undersøges små steder for at blive klogere på de store spørgsmål. Højskolens fagvifte åbner for livskundskab. Vestjyllands Højskole har selvfølgelig et kulturelt-politisk sigte i en verden, som brænder, og hvor ingen kan ændre ret meget alene. Alle kan blive væltet omkuld og føle sig utilstrækkelig, og samfundet kan opleves som et adskillelsessamfund. En vej at gå er at skabe mulighed for ’køkkenbordskundskab’, som fokuserer på, at vi alle har praksiserfaringer og ved noget om livet. Disse erfaringer skal frem- og værdsættes og gives videre gennem litterære og kunstneriske bearbejdninger og podcast.
Højskolen er et kvalificeret mellemrum på livets rejse. Her vægtes forbindelserne og forpligtelserne. Både med andre mennesker i fællesskaber, men også med jorden og andre levende væsner. Højskolen bevæger sig gennem forundring mod forandring.
Vestjyllands Højskoles umistelige ord
Nysgerrighed – Nærvær – Samtale – Regeneration – Anderledes faglighed – Fællesskab – Forandringskraft – Bæredygtighed – Hverdag og feste – Myndiggørelse – Drivkraft – Demokrati – At øve sig – Håb – Eftertanke – Forankring – Regeneration – Eksperimentarium – Improvisation – Seriøsitet – Lyst – Forbindelser – Leg – Rødder – Gejst – Gøgl – Samhørighed – Forundring – Forståelse – I øjenhøjde – Skøre og skæve – Sjov og glæde – Sang – Økologi - Udvikling – Udtryk – Tryghed – Egnsskole - Kreativitet – Væredygtighed – Kulturcentrum – Troen på alles potentiale - Langsomhed – Rod og orden – Tætte relationer – Omsorg – Overbevisning – Medansvar – Ro – Involvering – Dans – Baggrund – Bevoksning – Belysning – Forskellighed – Opmærksomhed – Sociale færdigheder – Perspektiv – Nørderi – Inspiration – Musik – Fælles fodslag – Diskussion – Forpligtelse – Livskundskaber – Lokale forankring – Opleve/erfare/afprøve – Samarbejde – Eksistens – Madkunst – Deltagelse – Lyst – Forskellighed – Forskellige evner – Gåpåmod - At gøre sit bedste – Permakultur – Mangfoldighed – Indlevende – Undersøgende – Forundring – Forandring - Nærhed – Håndværk - Inddragende – Lyttende – Ligeværd – Resonans – Proces – Livsduelighed – Idéer – Dannelse – Frihed – Videnskab – Venskab – Selvudforskende – Vildskab – Åbenhed – Vindmølle – Produktive forstyrrelser – Samfundsskabende – Stå frem – Stå op – Modig – Selvværd – Kærlig – Antiautoritær - Klovnerier – Livsglæde – Eftertænksomhed - Power – Praksis – Øjenåbner – Udsyn – Kaos – Autenticitet – Selvforsyning – Taknemmelighed – Ansvarlighed – Aktivisme – Stilhed - Forpligtende fællesskaber – Leg - Tværfaglighed – Teater – Trivsel - Tæthed – Venskab – Naturbevidsthed – Sammen – Engagement –Sammenhæng – Traditioner – Kraft – Sårbarhed – Frihedsmuliggørende – Hjælpsomhed – Tid – Ordentlighed – Alsidighed – Økofilosofi – Verdensvendt – Samling – Samtale – Samspil – Sansning – Indtryk – Udtryk – Dannelse – Skabertrang – Virkelyst – Natur – Livsglæde – Langsom pædagogik – Forståelse – Globalt blik – Viden – Rammer – Empati – Kritisk tænkning – Det hele menneske – Værdier – Erfaringsbasering – Handlekraft – Dialog – Værksteder – Udeliv – Frimodighed – Frizone – Latter – Gemmesteder – Kontrolfravær – Opdagelsesrejse – Forstyrrelser – Åndehul.