
Linoleumstryk
I valgfaget Linoleumstryk kan du fra skitse til færdigt værk fordybe dig i linoleumstryk og arbejde med en teknik, der både rummer enkle, klare motiver og mere komplekse, lagdelte billeder. Her får du ro til at eksperimentere, tid til refleksion og mulighed for gode samtaler, mens du udvikler dine egne grafiske udtryk.
Du lærer at mestre højtryk og dybdetryk, bruge de forskellige knivskær, komponere et godt billede og vælge papir, værktøjer og sværte til dine linoleumstryk. Har du lyst, kan du også prøve kræfter med puslespilsteknik og reduktionstryk, hvor flere farver og lag åbner for nye muligheder.
Vi henter inspiration hos kunstnere som Dea Trier Mørch, Olivia Holm-Møller, Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen og Vera Myhre – alle mestre i at bruge linoleumssnit til at skildre både samtid, krisetider og hverdagens små øjeblikke. Samtidig ser vi på vores egen tid og undersøger, hvordan kunsten kan være med til at dokumentere og fortolke livets op- og nedture.





