
Farver, mønstre og pasform – alle de sjove beslutninger er dine.
Drømmer du om at designe din egen mønstrede sweater helt fra bunden? På dette strikkekursus lærer du at forvandle små strikkeprøver til færdige, mønsterstrikkede sweaterprojekter, til dine egne mål. Du får hele arbejdsmetoden med hjem, så du fremover kan skabe nye designs – både til dig selv og til andre.
Og så er der selvfølgelig stræk i Strik & Stræk. Vores danselærer Kirstine lægger korte pauser ind i løbet af dagen, hvor vi strækker hele kroppen igennem – godt for skuldre, nakke og strikkehænder.
Underviser på strikkekurset er Mette Jacobsen, som selv designer alle sine strikprojekter og elsker hele processen – fra de første farvevalg til den sidste maske.
Vores fælles udgangspunkt er at strikke oppefra og ned i raglan. Når du først har styr på arbejdsgangen, de enkle udregninger og glæden ved selv at forme dit strik, åbner der sig en hel verden af muligheder.
Det kræver ingen stor erfaring. Om du kun har strikket karklude eller huer, er underordnet. Vi tager processen trin for trin. De sværeste beslutninger ligger i begyndelsen, og når du rejser hjem, skulle du gerne være godt på vej med din første selvdesignede sweater.
I løbet af ugen får du undervisning i:
Udregninger
Opmåling
Flerfarvet strik
Farvelære
Tegning af mønstre
Vi får masser af strikketid, gode snakke om valg undervejs, tegning af mønstre – og ja, også optrevling. For det er nu engang en del af det at designe selv.
Praktisk:
Medbring strikkepinde og garn til prøver – eks. Peer Gynt, Perivian Smart wool eller tilsvarende tykkelse.
Vi besøger også Garnhuset Tind og udvælger det perfekte garn til jeres nye projekter.
Husk også farveblyanter til mønstertegning.
Har du en yndlingstrøje med perfekt pasform? Tag den med – så måler vi op efter den.
Dine nye bedste venner bliver målebånd, notesbog og mobiltelefonens lommeregner.
I løbet af dagen laver vi korte stræk-pauser med danselærer Kirstine (udstrækning for hele kroppen).
Tips fra Mette:
Jeg anbefaler Peruvian Highland Wool fra Filcolana – eller garn i tilsvarende tykkelse.
Vælg pinde, der passer til garnet.
Vi glæder os til at strikke med dig.
Her er dagsprogrammet:
Dag 1:
Opmåling - Hvilke størrelser er vi
Opstart på strikkeprøve
Dag 2:
Mønsterinspiration, oplæg og tegning.
Fortsæt med strikkeprøven - etabler dit eget mønster
Farveovervejelser og gode råd
Garnkøb - Udflugt til Garnhuset Tind - og et kort visit ved Vesterhavet.
Dag 3
Udregning af maskeantal til krave og brystmål.
Opstart på strikkeprojekt.
Dag 4
Dødsrunden!
Etablering af mønsterstrik - og raglan
Dag 5:
…. strik strik strik - og så når du forhåbentlig ned til en armhule, inden ugen er omme. Måske endda meget længere.
Se ugeskema her:
Undervisere & kursusleder

Mette Jacobsen
Ugens underviser i strik

Kirstine Kyhl Andersen
Underviser i Contemporary Dance, Floorwork og Danse Cirkeltræning.
Kirstine er til daglig lærer på højskolen, hvor hun underviser inden for dans, afspænding og bevægelse. Læs mere om Kirstine. Hun er både født og opvokset i Vestjylland, men har boet mange år i udlandet og i København, før hun flyttede til Vestjyllands Højskole hvor hun elsker at arbejde og undervise.
Kirstine har en BA i dans og koreografi fra School For New Dance Development i Amsterdam og underviser desuden på Den Danske Scenekunstskoles BA-uddannelse i Holstebro (i Dans og Koreografi).
I 15 år har Kirstine undervist i Danse Cirkeltræning – en mobilitets, styrke og staminaopbyggende praksis, også kendt som MB eller Åben Træning. Hun har siden 2006 skabt koncert- og danseforestillinger med kompagniet WE GO og turneret både i Danmark og udlandet. WE GOs forestillinger er blevet præsenteret på udendørs festivaler, musik og teaterscener samt natklubber.
Kirstine forelskede sig i Contemporary Dance og den særlige release-teknik, der fokuserer på kropsbevidsthed og økonomisering af muskelspænding, og har samtidig et akrobatisk udtryk. Hun begyndte først at danse som 18-årig – og er endnu ikke stoppet.
Om Contemporary Dance, Floorwork og Danse Cirkeltræning
Contemporary Dance er en moderne danseform, der integrerer elementer fra forskellige stilarter som ballet, jazz og moderne dans. Den udviklede sig som et modsvar til de mere traditionelle og strukturerede danseformer og lægger vægt på kropsbevidsthed, udtryksfuld bevægelse og dynamisk improvisation. Contemporary Dance kan variere fra helt frit improviseret- og til nøje gennemkoreograferede sekvenser.
Floorwork er en central del af Contemporary Dance, hvor danseren arbejder tæt med gulvet. Teknikken inkluderer bevægelser som rulning, glidning, fald og oprejstning, hvilket udfordrer balance, styrke og kreativitet. Floorwork bidrager til at skabe en jordnær, dynamisk og ofte akrobatisk danseform.
Danse Cirkeltræning er en træningsform, der henvender sig til alle, der er interesserede i at arbejde med at øge kropsbevidsthed, styrke og fleksibilitet. Både nybegyndere og professionelle har gavn af træningen.
Træningen foregår med en partner ved din side, og man bevæger sig sammen hen over gulvet. Bevægelsernes rytme understøttes af musikken, og alle kropsdele gennemarbejdes effektivt. Kondition, bevægelighed, koordination og balance styrkes. Træningen afsluttes med 30 minutters stræk.
Dansecirkeltræning er blevet til i samspillet mellem vestlige danseformer og MB (som står for Muscle Bone/Mind Body – den fysiske træningsdel af butoh-danseren Min Tanakas Body Weather-arbejde). Denne træningsform opstod som en lige så æstetisk som kropsligt styrkende praksis, der både har til formål at gøre kroppen klar til arbejde i marken og som danser på en scene.
Priser
Alle priser inkluderer fuld forplejning
4.500,- Overnatning et andet sted end på skolen, eller i eget telt ved skolen. Delt bad og toilet på skolen.
5.000,- Delt Tiny House eller i delt telt stillet op af skolen. Inkl. seng, sengetøj og håndklæde. Delt bad og toilet på skolen.
6.150,- Delt dobbeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Enkeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Delt dobbeltværelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
7.150,- Eget værelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
