Kirstine Kyhl Andersen
Underviser i Dans og Koreografi og Danse Cirkeltræning
”I Dans og Koreografi ruller vi, griner, falder og rejser os igen. Nogle dage finder vi det perfekte flow, og andre dage skal vi slås lidt med det – det er alt sammen en del af processen. Når vi tør være nysgerrige og arbejde med kroppen, ikke imod den, opstår der er en stor frihed. Midt i bevægelsen, i kontakt med gulvet, med hinanden og oftest mens vi har det sjovt – dér begynder dansen for alvor.
Dans handler om at turde at bevæge sig og at være i bevægelse – at give slip på forestillingen om, hvordan det skal se ud, og i stedet mærke, hvordan det føles og undersøge sig frem til nye bevægelser og helst i samspil med andre. Alle kan danse, og vi skal huske at danse – i flok og solo, i dansesalen, i luften eller på bordet, i kælderen, på dansegulvet, i køkkenet, dans, når du børster tænder, gør rent eller holder møde. Dans sker hele tiden.”
Kirstine har en bachelor i koreografi og (contemporary) dans fra School For New Dance Development i Amsterdam. Kirstine har arbejdet og turneret som freelance danser i Europa, USA og Canada og undervist i dans på blandt andet gymnasier, højskoler og Den Danske Scenekunstskoles afdeling for Dans og Koreografi i Holstebro. Siden 2006 har hun i samarbejde med komponist/guitarist Niels Bjerg, været kunstnerisk leder af ensemblet WE GO og har mange scenekunstproduktioner bag sig, der forener dans og live musik i blandingsfeltet mellem koncert og danseforestilling.
Kirstine elsker at improvisere – i hendes danseundervisning undersøger hun, hvordan man kan finde sig til rette og tilpas i egen krop og opnå størst mulig autonomi og bevægelsesfrihed, og ofte spirer nye idéer og koreografier netop her.
Underviser Dans & Koreografi, Danse cirkeltræning og Krop

