
Glæd dig til en skøn sangkursus-uge med Marianne Søgaard, Anne Odgaard Eyermann og Rasmus Skov Borring.
Early bird rabat:
Meld dig til dette kursus inden 1. marts 2027, og få 1.000 kr. rabat. Early bird rabatten kan ikke kombineres med andre rabatter. Du kan få early bird rabat på alle vores nye sommerkurser: Højskolesangbogen på kryds og tværs, Midsommer i Vestjylland, Vestjyllands natur og historie, Rytmisk kor – soul, funk og gospel, Sensommer i Vestjylland.
Efter 1. marts 2027 gælder disse rabatter: 500 kr. rabat til medlemmer af Ældre Sagen, 500 kr. ungdomsrabat til unge 18-29 år, studerende og lærlinge
På Vestjyllands Højskole åbner vi den berømte blå bog og går på opdagelse i 200 års Danmarkshistorie fortalt gennem Højskolesangbogens sange. Her mødes gamle klassikere og nye melodier, livsvisdom og hverdagsglæde – alt sammen båret af fællessangens særlige energi.
Vi synger både bredt fra sangskatten og dykker ned i udvalgte perler, lader hjertet tale og oplever, hvordan sangene bliver levende i f ællesskabet.
Undervejs får vi besøg af gæster, der på forskellig vis har sat deres præg på sangbogen og fællessangstraditionen.
Marianne Søgaard, som med både tekster og melodier har bidraget til at forny den danske fællessang.
Anne Odgaard Eyermann, der sad i udvalget der udarbejdede den nyeste udgave af højskolesangbogen.
Rasmus Skov Borring, som udover at have melodier i sangbogen også er en af landets allermest markante formidlere af den levende sangtradition.
Du kan glæde dig til at synge mange af de velkendte klassikere – men også til at opdage nye sange, der viser, hvordan traditionen hele tiden fornyes.
Ugens program veksler mellem fællestimer og opdelte hold. Til fællestimerne kan vi for alvor mærke styrken og fællesskabet af de mange stemmer sammen. På de mindre hold bliver der bedre tid til samtale, hvor alle kommer til orde.
Vi arbejder stadig på ugens andre foredrag. Som en del af programmet tager vi desuden på en heldagstur, nærmere info følger.
Fælles bus fra Herning
Til dette kursus har vi arrangeret fælles buskørsel mellem Herning og Vestjyllands Højskole. På ankomstdagen kører bussen fra Herning cirka klokken 14.00, og på afrejsedagen sørger vi for, at du er tilbage i Herning senest klokken 11.00. Det koster 300 kroner pr. person tur/retur.
OBS. Ret til programforbedringer forbeholdes.
Se hele ugens program her:
Undervisere & kursusleder

Anne Odgaard Eyermann
Ugens gæsteunderviser
Anne Odgård Eyermann er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med rytmisk sang som hovedfag. Hun arbejder i dag som kirkemusiker og korleder i Virklund Kirke og har tidligere undervist i musik på Silkeborg Højskole.
Som sanger, tekstforfatter og komponist har hun skabt en række sange og salmer, blandt andet til Det blå sanghæfte, Efterskolesangbogen og FDFs sangbog ”March & Lejr”. Hun har desuden sunget i Anne Odgård Eyermann trio/kvintet og Vocal Line.
Fotograf: Rune Eyermann

Magnus Stein
Magnus er ugens kursusleder. Han er til daglig lærer på højskolen, hvor han til underviser i politiske, eksistentielle og samfundsfaglig fag. Læs mere om Magnus.

Rasmus Skov Borring
Ugens gæsteunderviser
Rasmus Skov Borring er komponist, formidler, forfatter, pianist og fællessangsmenneske par excellence.
I 2019 modtog Rasmus N.F.S. Grundtvigs Pris for sit arbejde med formidlingen af den danske fællessangstradition. Han holder sangforedrag overalt i Danmark og står blandt andet bag tonerne til sangen "Gi’ os lyset tilbage", som er i Højskolesangbogen sammen med flere af hans andre melodier.
Han har udgivet flere albums både med egne kompositioner og materiale fra den fælles sangtradition, og er måske især kendt fra sit langvarige venskab og kunstneriske samarbejde med "marskens digter" Jens Rosendal.
Fotograf: Irfaan Khan

Marianne Søgaard
Ugens gæsteunderviser
Marianne Søgaard er en prisbelønnet dansk sangskriver og komponist med et enkelt, melodisk og iørefaldende tonesprog, der samler folk på tværs af generationer i fællessang. Hun er blandt andet repræsenteret med syv melodier og en tekst i Højskolesangbogens 19. udgave og har repræsentation i Kirkesangbogen, Morgensangbogen, Efterskolesangbogen og andre udgivelser. Hun har medvirket i flere af DRs programmer om fællessang som pianist, sanger og formidler.Hun er vokset op i Vestjylland og er til daglig lærer på Silkeborg Højskole.
Priser
Alle priser inkluderer fuld forplejning
4.500,- Hjemmeboende eller i eget telt ved skolen. Delt bad og toilet på skolen.
5.000,- Delt Tiny House eller i delt telt stillet op af skolen. Inkl. seng, sengetøj og håndklæde. Delt bad og toilet på skolen.
6.150,- Delt dobbeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Enkeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Delt dobbeltværelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
7.150,- Eget værelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
500 kr. rabat til medlemmer af Ældre Sagen
500 kr. ungdomsrabat til unge 18-29 år, studerende og lærlinge
