top of page

Uge 46

14. - 20. november 2027

Uld og tekstilhåndværk

Spind, filt, strik og væv med rå uld 


Kom med på en kreativ og håndværksmæssig rejse ind i uldens forunderlige verden. På dette efterårskursus undersøger vi uldens mange muligheder, når vi fordyber os i de langsomme og jordnære processer fra den helt rå uld til garn, strik, filt og færdige tekstiler.


I løbet af ugen lærer du at spinde dit eget garn på håndten og spinderok. Garnet bliver udgangspunkt for forskellige strikkeprojekter eller mindre vævede værker på billedvæv. Vi udforsker også filtning, hvor vi forvandler rå uld til blandt andet filtede måtter, håndledsvarmere, sutsko og huer. Undervejs er der god plads til at eksperimentere, lege med materialet og finde sin egen vej ind i håndværket.


En aften flytter vi fokus fra uld til plantefibre. Her undersøger vi hvordan forskellige planter, såsom hør, brændenælder og rabarberstængler, kan forvandles til tråd og snor. Vi prøver bl.a. kræfter med beredning og -spinding af hør og får et indblik i de håndværkstraditioner, der gennem tiden har været med til at forme vores tekstilkultur.


Alt i alt bliver det en uge med masser af uldne eksperimenter, fordybelse og nærvær. En uge, hvor du kan komme helt ned i gear og opleve glæden ved at skabe noget med dine hænder, helt fra bunden. Alt sammen i godt selskab med andre og med højskolelivets fællesskab som ramme.


Kurset er for alle, der er nysgerrige på uld og traditionelt tekstilhåndværk, og der kræves ingen forkundskaber.


Alle nødvendige redskaber og materialer er til rådighed. Har du egne strikkepinde, håndten eller spinderok, er du velkomne til at medbringe dem. 


Der vil være en betaling til eget uld-forbrug på mellem 50 og 500 kroner afhængig af hvor store uld-projekter, du giver dig i kast med. Du kan dog komme rigtig langt med mindstebetalingen på 50 kroner, så der vil ikke nødvendigvis være brug for at lægge meget mere end det.


Se ugeprogram her:



Undervisere & kursusleder

Nina Kjærulff Hulgaard

Nina er til daglig lærer på højskolen, hvor hun underviser i flere forskellige tekstile fag. Læs mere om Nina.

Priser

Alle priser inkluderer fuld forplejning


4.500,- Hjemmeboende eller i eget telt ved skolen. Delt bad og toilet på skolen.


5.150,- Delt dobbeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.


5.650,- Enkeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.


5.650,- Delt dobbeltværelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.


6.150,- Eget værelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.


500 kr. ungdomsrabat til unge 18-29 år, studerende og lærlinge

bottom of page