
Glæd dig til en hel uge på højskole med fordybelse i broderi: frihåndsbroderi, japansk sashiko, broderi på og reparation af strik, lapper og applikation sammen med andre tekstil interesserede og tekstildesigner og brodeuse Jane Ingerslev.
Udover masser af skønt broderi og kreativitet byder sommerkurset på herligt højskole liv. Hver morgen mødes du med de andre kursister, højskolens elever og undervisere til morgensamlinger og i løbet af ugen er der havevandring, sangaften, fejring af Sankt Hans aften og en festlig festaften. Vi serverer skøn mad i højskolens spisesal til alle måltider i løbet af dagen.
Vil du gerne lære at brodere, så får du på dette kursus mulighed for at lære det grundlæggende. Kurset er både for begyndere og også for dig som er øvet i broderi, men ønsker ny inspiration. Broderi er et gammelt håndværk, som igen er blevet utrolig populært, og det er ikke uden grund. Det rummer utrolig mange muligheder, og det er let at komme i gang med at brodere.
Denne uges kursus handler om alle de mange fantastiske muligheder, der er for at dekorere, reparere og forny med broderi på beklædning og boligtekstiler. Alt kan dekoreres med de smukkeste broderier. Det kan fx være en lidt kedelig cardigan, en hjemmestrikket bluse, din yndlingsskjorte, en mulepose, hue, som du kan forny med smukt broderi. Du kan også reparere med broderi – fx kan pletter dækkes og huller lappes med broderi. Det er både sjovt, spændende, smart og bæredygtigt. Det kan fx være din eller dine børns yndlingstrøje som er helt tyndslidt, en skjorte med pletter fra aftensmaden eller dine slidte, hullede yndlingsjeans, strømper, handsker.
Vi skal ikke mere end få generationer tilbage, før det var utænkeligt at smide tøj ud bare, fordi der var kommet et hul eller en plet. Det giver rigtig god mening at passe godt på dit tøj og give det forlænget levetid og bruge det i lang tid, fordi det er et faktum, at konventionel tekstilproduktion og et alt for højt forbrug af tøj er meget forurenede for vores globale miljø. Heldigvis er mending blevet en trend. Mending betyder på dansk at reparere, lappe eller stoppe for at forlænge levetiden på tøj.
Jane, som underviser på broderikurset, præsenterer en lang række grundlæggende sting inden for frit broderi: kontursting, franske knuder, mille fleur, schattersting og mange flere. Hun underviser i japanske sashiko-teknikker herunder b.la. boro, broderi på og reparation af strik, lapper og applikation. Der er både teknikker, hvor reparationerne bliver synlige – også kaldet visible mending, og nogle som bliver mere usynlige. Teknikker til vævede tekstiler og særlige teknikker til strik – både håndstrik og maskinstrik.
Du får vejledning i hvilke teknikker, der egner sig bedst til at dekorere og/eller reparere dine medbragte beklædningsgenstande og/eller ting til boligen med. Der vil i løbet af ugen også være oplæg og snak om broderi og mending ud fra kulturhistorisk og bæredygtigheds perspektiv.
Du får et kompendie om alle broderiteknikkerne med hjem. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, blot interesse, tålmodighed og lyst – alle kan være med.
Nogle uger før kurset i broderi får du tilsendt en oversigt over, hvad du bedes medbringe. Der vil også være mulighed for at købe materialer på kurset.
Besøg Jane Ingerslev på hendes hjemmeside: ingerslevssaloner.dk og instagram: @jane_ingerslev
Obs! ret til programforbedringer forbeholdes.
Se hele ugens program her:
Undervisere & kursusleder

Jane Ingerslev
Jane er selvstændig med Ingerslevs Saloner og tilkyttet den legendariske broderiforretning ” Broderi Moderne i Aarhus. Hun er desuden kunstnerisk leder for et stort fælleskabende broderiprojekt på Museet Sønderskov med Kongeåen som tema.
Jane er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, BA i Etnografi fra Aarhus Universitet og couture-brodeuse fra Københavns Mode- og Designskole. Desuden har hun et længere kursus for kreative og kulturelle iværksættere fra Biz-art center for Kultur og Erhverv i Spinderihallerne Vejle og en lang række kortere kurser i broderi i København og London.
Hun er kreativ iværksætter med utallige broderiworkshops og kulturelle arrangementer on tour på højskoler, biblioteker, museer, boghandlere, garn og stofbutikker og private arrangementer eks.: ”Mending Matters” på Copenhagen Contemporay og til Litteraturfestival på Herning Bibliotek, Sashiko til VejleReFashionweek i Spinderihallerne, ”Nål og skål” hos delikatesseboghandlen Thiemers Magasin i København, ”Klimabroderi” til Klimafolkemøde i Middelfart. Hun har været kunstnerisk projektleder på: broderet fællesværk for 120 gymnasieelever på Viborg Gymnasium, et fælles brugerinddragende broderiprojekt m. workshops og foredrag på Give-Egnens museum og VejleMuseerne i samarbejde med Grænseforeningen og broderiudstillinger.
Jane har gennem 17 år været ansat som lektor på VIA Design & Business i Herning (TEKO), hvor hun har etableret et stort broderiværksted og undervist i broderi, design og kulturfag. Hun har en meget solid undervisningserfaring, da hun har undervist i design og kreative fag i mange forskellige sammenhænge siden 2001 bl.a. designfag på Vejle Tekniske Gymnasium i 7 år.
Hun er medlem af Danske Kunsthåndværkere og Designere og har deltaget på censurerede markeder og udstillinger i Danmark og Norden med det lille brand Outdated baseret på genbrug og bæredygtighed. Jane har et stort europæisk netværk til tekstildesignere, virksomheder etc. og har foretaget mange studierejser til metropoler som London, Manchester, Barcelona, Paris og Milano.
Priser
Alle priser inkluderer fuld forplejning
4.500,- Overnatning et andet sted end på skolen, eller i eget telt ved skolen. Delt bad og toilet på skolen.
5.000,- Delt Tiny House eller i delt telt stillet op af skolen. Inkl. seng, sengetøj og håndklæde. Delt bad og toilet på skolen.
6.150,- Delt dobbeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Enkeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Delt dobbeltværelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
7.150,- Eget værelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
500 kr. ungdomsrabat til unge 18-29 år, studerende og lærlinge
