
Korsang med hjerte og glæde – oplev fællesskab og musikalsk magi på Vestjyllands Højskole.
De fleste elsker det, som er et af menneskets naturlige udtryk: nemlig at synge. På Vestjyllands Højskole samles vi om et korkursus fuld af energi, glæde og stemmer i flok.
”Den der synger, synger luften ren. Det er derfor al sang er hellig” (Dan Turell). Sang er et af menneskets vigtigste og mest personlige udtryk. Vi synger af glæde og i sorg. Vi synger alene og sammen. Vi synger om livet og naturen og om det, der foregår i os og mellem os.
Her får hver enkelt rig mulighed for at give stemmen vinger og opleve magien og fællesskabet ved at synge sammen med mange andre. Korsang er det fælles musikalske rum, vi skaber. Det er levende, bevægende og sprængfyldt af forskellige udtryk.
Vi synger et mangfoldigt udvalg af sange og korsatser: dansk og udenlandsk, gammelt og nyt, noget højstemt og noget groovy. Genremæssigt spænder det vidt fra nyere dansk musik, nordiske folketoner, jazz, etnisk, klassisk og pop.
Hver formiddag starter vi med opvarmning af krop og stemme, så instrumentet bliver klar til at yde sit bedste. Derefter dykker vi ned i tekster og musik og synger lige fra én- til firestemmige satser. Vi arbejder med samklang, flow, puls og formidling – og naturligvis med hjertet og glæden som drivkraft.
Ved kursets afslutning holder vi en ”åben prøve”, hvor vi for de øvrige kursister på højskolen viser og deler noget af det vi har lært.
Kurset er for alle, som har glæde af og lyst til at synge sammen med andre. Korerfaring ingen hindring.
Der kan komme udgifter til div. noder.
Medbring en sort A4-mappe til noder og en blyant.
Vi glæder os til at synge med dig på Vestjyllands Højskole.
OBS. Ret til programforbedringer forbeholdes.
Se ugens program her:
Undervisere & kursusleder
Kristine Tjørnholm Poulsgaard
Kristine er en inspirerende og erfaren korleder fra Aarhus. Hun medvirker som underviser på dette kursus mandag og tirsdag.
Kristine vil med sin smittende glæde og store erfaring som korleder bidrage med et spændende blandet repertoire primært af rytmisk karakter.

Jørgen Andersen
Ugens underviser
Priser
Alle priser inkluderer fuld forplejning
4.500,- Hjemmeboende eller i eget telt ved skolen. Delt bad og toilet på skolen.
5.000,- Delt Tiny House eller i delt telt stillet op af skolen. Inkl. seng, sengetøj og håndklæde. Delt bad og toilet på skolen.
6.150,- Delt dobbeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Enkeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.
6.650,- Delt dobbeltværelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
7.150,- Eget værelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.
500 kr. rabat til medllemmer af Ældre Sagen
500 kr. ungdomsrabat til unge 18-29 år, studerende og lærlinge
