top of page

Uge 34

21. - 27. august 2027

Broderi: Brodér Vestjyllands natur

Brodér naturen i Vestjylland


Glæd dig til en hel uge på højskole med fordybelse i broderi sammen med andre tekstilinteresserede og underviser Jane Ingerslev, tekstildesigner og brodeuse. På kurset har vi særligt fokus på at brodere blomster, planter, sommerfugle og andre insekter fra den vestjyske natur.


Kurset er både for dig, der gerne vil lære at brodere, og for dig, der allerede er øvet og ønsker ny inspiration. Broderi er et gammelt håndværk, som igen er blevet utrolig populært – og det er ikke uden grund. Det rummer et væld af muligheder, og det er let at komme i gang.


Jane præsenterer en lang række grundlæggende sting inden for frihåndsbroderi, blandt andet kontursting, franske knuder, mille fleur og schattersting. Hun gennemgår også redskaber, materialer og motivoverførsel og deler tips og tricks undervejs. Du behøver ikke at være god til at tegne. Jane underviser i forskellige teknikker til at komme fra inspiration til broderi – både som frihåndsbroderi og som korsstingsmønstre, hvor en fri tegning eller et motiv omsættes til et tælbart mønster.


Naturen som inspiration

I løbet af ugen besøger vi Forundringens Have, Vestjyllands Højskoles økologiske og biodynamiske besøgshave. Her fotograferer og tegner vi blomster, planter, sommerfugle og andre insekter, som kan danne udgangspunkt for dine broderier. Vi tager også på tur ud i den vestjyske natur og går på opdagelse i det, vi finder langs grøftekanter og i det vilde landskab.


Dekorér, reparér og forny med broderi

Vi arbejder også med de mange muligheder for at dekorere, reparere og forny beklædning og boligtekstiler med broderi. Det kan være en lidt kedelig cardigan, en hjemmestrikket bluse, din yndlingsskjorte, viskestykker, servietter, en mulepose eller en pude, som får nyt liv med broderede motiver.


Jane vil undervise i særlige teknikker til broderi på både håndstrik og maskinstrik. Jane medbringer en stor samling broderiprøver og bøger, som vi kan hente inspiration i gennem ugen.


Broderi kan også bruges til at reparere. Pletter kan dækkes, og huller kan lappes med synlige og dekorative sting. Jane vejleder dig i, hvilke teknikker der egner sig bedst til de beklædningsgenstande eller boligtekstiler, du selv har med.


Vi skal ikke mange generationer tilbage, før det var utænkeligt at smide tøj ud, blot fordi det havde fået et hul eller en plet. I dag har mending – at reparere, lappe og stoppe tøj for at forlænge dets levetid – igen fået stor opmærksomhed. I løbet af ugen vil der derfor også være oplæg og samtaler om broderi og mending i et kulturhistorisk og bæredygtigt perspektiv.


Jane fortæller desuden om projekt Kongeåtæppet – et stort fælles broderiprojekt på Museet Sønderskov med Kongeåen som tema, hvor hun er kunstnerisk leder.


Du får kompendier med kursets broderiteknikker med hjem, så du kan arbejde videre efter kurset. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage – blot interesse, tålmodighed og lyst til at brodere. Alle kan være med.


Nogle uger før kurset får du tilsendt en oversigt over, hvad du skal medbringe. Der vil også være mulighed for at købe materialer på kurset.


En uge med broderi og højskoleliv

Ud over masser af broderi, kreativitet og fordybelse byder kurset på højskoleliv og fællesskab. Hver morgen mødes du med de andre kursister, højskolens elever og undervisere til morgensamling, og i løbet af ugen er der blandt andet havevandring og festaften. Alle dagens måltider serveres i højskolens spisesal.


Besøg Jane Ingerslev på hendes hjemmeside: ingerslevssaloner.dk og instagram: @jane_ingerslev

 

OBS: Der bliver muligvis en egenbetaling på 100 kroner, som Jane kan indkøbe materialer for. Du må også meget gerne selv medbringe materialer, og jeg medbringer også en del, som de kan tilkøbe efter forbrug. Du får besked om dette inden kursets start.


Fælles bus fra Herning

Til dette kursus har vi arrangeret fælles buskørsel mellem Herning og Vestjyllands Højskole. På ankomstdagen kører bussen fra Herning cirka klokken 14.00, og på afrejsedagen sørger vi for, at du er tilbage i Herning senest klokken 11.00. Det koster 300 kroner pr. person tur/retur.


Obs! Ret til programforbedringer forbeholdes.


Se hele ugens program her:



Undervisere & kursusleder

Jane Ingerslev

Jane er selvstændig med Ingerslevs Saloner og tilkyttet den legendariske broderiforretning ” Broderi Moderne i Aarhus. Hun er desuden kunstnerisk leder for et stort fælleskabende broderiprojekt på Museet Sønderskov med Kongeåen som tema.


Jane er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, BA i Etnografi fra Aarhus Universitet og couture-brodeuse fra Københavns Mode- og Designskole. Desuden har hun et længere kursus for kreative og kulturelle iværksættere fra Biz-art center for Kultur og Erhverv i Spinderihallerne Vejle og en lang række kortere kurser i broderi i København og London.


Hun er kreativ iværksætter med utallige broderiworkshops og kulturelle arrangementer on tour på højskoler, biblioteker, museer, boghandlere, garn og stofbutikker og private arrangementer eks.: ”Mending Matters” på Copenhagen Contemporay og til Litteraturfestival på Herning Bibliotek, Sashiko til VejleReFashionweek i Spinderihallerne, ”Nål og skål” hos delikatesseboghandlen Thiemers Magasin i København, ”Klimabroderi” til Klimafolkemøde i Middelfart. Hun har været kunstnerisk projektleder på: broderet fællesværk for 120 gymnasieelever på Viborg Gymnasium, et fælles brugerinddragende broderiprojekt m. workshops og foredrag på Give-Egnens museum og VejleMuseerne i samarbejde med Grænseforeningen og broderiudstillinger.


Jane har gennem 17 år været ansat som lektor på VIA Design & Business i Herning (TEKO), hvor hun har etableret et stort broderiværksted og undervist i broderi, design og kulturfag. Hun har en meget solid undervisningserfaring, da hun har undervist i design og kreative fag i mange forskellige sammenhænge siden 2001 bl.a. designfag på Vejle Tekniske Gymnasium i 7 år.


Hun er medlem af Danske Kunsthåndværkere og Designere og har deltaget på censurerede markeder og udstillinger i Danmark og Norden med det lille brand Outdated baseret på genbrug og bæredygtighed. Jane har et stort europæisk netværk til tekstildesignere, virksomheder etc. og har foretaget mange studierejser til metropoler som London, Manchester, Barcelona, Paris og Milano.

Priser

Alle priser inkluderer fuld forplejning


4.500,- Hjemmeboende eller i eget telt ved skolen. Delt bad og toilet på skolen.


5.000,- Delt Tiny House eller i delt telt stillet op af skolen. Inkl. seng, sengetøj og håndklæde. Delt bad og toilet på skolen.


6.150,- Delt dobbeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.


6.650,- Enkeltværelse med håndvask, sengetøj og håndklæder. Delt bad og toilet på gangen.


6.650,- Delt dobbeltværelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.


7.150,- Eget værelse med sengetøj og håndklæder. Eget bad og toilet på værelset.


500 kr. rabat til medllemmer af Ældre Sagen

500 kr. ungdomsrabat til unge 18-29 år, studerende og lærlinge

bottom of page