top of page

Infomøde: Bliv frivillig i Forundringens Have

ons. 18. mar.

|

Vestjyllands Højskole

Infomøde: Bliv frivillig i Forundringens Have
Infomøde: Bliv frivillig i Forundringens Have

Tid & sted

18. mar. 2026, 09.00 – 9.05

Vestjyllands Højskole, Skraldhedevej 8, 6950 Ringkøbing, Danmark

Om arrangementet

Forundringens Have på Vestjyllands Højskole har en vidunderlig sansehave, der er fyldt med farverige, duftende og smagende blomster, urter, buske og træer. Gennem de sidste tyve år er haven blevet et stemningsfuldt samlingssted for ikke bare højskolekursister, men også besøgende fra nær og fjern. De benytter havens faciliteter med udekøkken og pizzaovn eller nyder den stille oase med bare tæer i trædebregnerne.


For at holde haven i fin form og fortsætte udviklingen i retning af et endnu mere aktivt fællesskab for Velling og omegn søger Vestjyllands Højskole nu frivillige til at passe, pleje og udvikle haven. Vi har brug for frivillige, der kan svinge en hakke, køre en tur med havetraktoren eller skrue et bord-bænkesæt sammen. Vi har kort sagt brug for lidt af hvert og søger allermest frivillige, som ønsker at være en del af et fællesskab, som har det hyggeligt og er vigtigt for højskolen, havens liv og lokalsamfundet.


Det er vigtigt for Vestjyllands Højskole, at de frivillige bliver en del af livet på højskolen. Derfor afslutter vi hver arbejdsdag med frokost sammen med eleverne/kursisterne, og som frivillig bliver man inviteret med til flere af aftenarrangementerne i løbet af året.


Hver arbejdsdag vil være hver onsdag fra klokken 9.00 til 12.00 inklusive kaffepause og afsluttende med frokost. Vi forventer, at hver frivillig vil tage en tjans cirka 1-2 gange om måneden, eller hvor mange gange den enkelte har tid og lyst til at deltage. Højskolen er heldigvis både rummelig og fleksibel.

Lyder det som noget for dig/jer, eller er du interesseret i at høre mere, kan du komme til første havedag onsdag 18. marts klokken 9.00, hvor vi både går i gang i haverne, samt holder et lille informationsmøde (klokken 10.30).


Tilmelding til første havedag og informationsmødet skal ske til kontor@vestjyllandshoejskole.dk. Her kan du også skive til, hvis du ved, at du gerne vil være med på holdet, men ikke kan komme 18. marts.


Vi glæder os til at møde dig.

Del denne begivenhed

bottom of page