tor. 17. maj | Vestjyllands Højskole

Reception: Det ny Fortælle Akademi i Vestjylland

Danmarks ny fortælleakademi holder åbningsreception torsdag d. 17. maj på Vestjyllands Højskole. Med base i det vestjyske skal det være kraftcenter for fortælling i Danmark. Her skal både begyndere og øvede undervises af professionelle fortællere fra Danmark og udlandet.
Man kan ikke længere tilmelde sig
Reception: Det ny Fortælle Akademi i Vestjylland

Tid & sted

17. maj 2018 14.00 – 18.00
Vestjyllands Højskole, Skraldhedevej 8, Ringkøbing, Danmark

Om eventet

I Vestjylland bor der to kvinder - to historiefortællere som igennem livet har samlet historier og myter fra hede og hav og fra den store verden. Den ene er professionel fortæller, og den anden er forstander på Vestjyllands højskole. Men alle mennesker har jo historier at fortælle! Netop derfor har de to fortællere fra Vestjylland besluttet, at mange flere skal have en unik mulighed for at få indsigt og redskaber til at få de mundtlige fortællinger til at leve, i dag og i 1001 dage fremover. Ingrid Hvass og Else Mathiassen har tegnet skitsen til det nye Fortælle Akademi, der får base på Vestjyllands Højskole i Velling ved Ringkøbing Fjord.

”Vi har et aktuelt behov for fortællere med større kompetence og erfaring, der kan sprænge grænserne for, hvad en fortæller kan og skal. Den mundtlige fortælling skal have et kvalitativt løft”, forklarer Historiefortæller Ingrid Hvass.

”Det er ikke nok at være en god fortæller, det kræver både viden og bevidsthed og ikke mindst mod at være aktiv i både det lokale og nationale kultur-landskab. Og hvis den mundtlige fortælling skal have en plads side om side med de andre kunstarter, skal vi fortællere være i stand til at skabe fortællinger, der giver oplevelser og involverer både børn, unge og voksne. Og vi skal kunne byde på fortællinger, der taler lige ind i vores samtid. Det er den udvikling Fortælle Akademiet gerne vil være med til at påvirke”, siger højskoleforstander Else Mathiassen

Det er ikke tilfældigt at Fortælle Akademiet skal ligge på netop Vestjyllands Højskole. Skolen har en stærk tradition for mundtlig fortælling, og de har oparbejdet en viden og erfaring, som de sammen med nogle af Danmarks bedste professionelle fortællere vil videreudvikle.

Fortælling har altid været tæt forbundet med højskolerne. ”I højskolernes begyndelse var fortællingen den vigtigste undervisningsform overhovedet. Det levende ord, hjertesproget, blev grundstammen i undervisningen”, siger forstander Else Mathiassen. ”Fortællingen ramte den enkelte dengang som nu. De aktuelle store uoverskuelige problematikker som for eksempel klimakrisen bliver nærværende i en fortælling. De bliver begribelige.”

Fortælle Akademiet tilbyder en sammenhængende fortælleuddannelse, hvor man over en periode på to år samles otte gange à fire dage. Man kan også vælge at deltage i et enkelt modul, hvis man ønsker at fordybe sig specifikt i eksempelvis ”Fortællingens musiske og poetiske elementer” eller måske kurset ”Liv og fortællinger. Fra personlig oplevelse til udtryk”.

”I undervisningen kommer eleverne til at arbejde med både traditionelle fortællinger og med at skabe helt nye fortællinger”, siger Ingrid Hvass. ”Målet er at den enkelte fortæller udvikler en personlig fortællestil.”

Med to års mellemrum vil Fortælle Akademiet afholde symposium med fortællinger, oplæg, workshops, paneldebat og meget mere. Symposiet er Fortælle Akademiets ’åbne værksted’, hvor alle interesserede kan få et indblik i aktiviteter og resultater. Fortælle Akademiet skal være et nationalt mødested med den mundtlige fortælling som omdrejningspunkt.

Knap en halv million kroner fra Region Midtjylland og Forbundet for Folkeoplysning i Danmark har medvirket til, at Fortælle Akademiet kan blive til virkelighed. Støtten gør det muligt at trække på de bedste professionelle fortællere fra ind- og udland i undervisningen af akademiets elever.

Fortælle Akademiet indbyder til åbnings reception torsdag den 17. maj kl. 14 i Det runde Fortællehus” i Forundringens have på Vestjyllands højskole. Flere undervisere vil være til stede, og der bliver med garanti fortalt historier. Der vil også være musik og fællessang, og Ingrid Hvass og Else Mathiassen vil fortælle om Fortælle Akademiet. Der vil være forfriskninger fra Vestjyllands højskoles guldpræmierede øko-køkken.