top of page
VH 2022_På Cykel_Lejf_061.jpg

På cykel
i Vestjylland

Uge 27: 1.-7. juli 2023

Kom til Vestjylland og få fem dejlige og oplevelsesrige cykeldage i det storslåede vestjyske landskab omkring Ringkøbing Fjord. Her er højt til himlen, storslåede udsigter til klitter og Vesterhav, bakkeøer og skønne ådale, blomstrende lyngheder og klitheder, morænebakker og ikke mindst fjorden. 

  

Vi vil undervejs beskæftige os med den historie, der knytter sig til egnen og de mennesker, der lever her. Dagene vil blive krydret med historie, kultur og skønne smagsoplevelser. 

  

Cykelturene vil i dagene være tilrettelagt langs den jyske vestkyst, fra Oksbøl i syd til Lemvig i nord. En enkelt dag bliver heldagstur, hvor vi får vores aftensmad på Tuskær, et kulinarisk kunst- og kulturcenter ved Fjaltring.  

  

Når vi skal længere omkring, bliver vi og cyklerne transporteret med bus. Højskolens økologiske køkken bringer hver dag en stor herlig buffet ud til os, som vi indtager under åben himmel. 

  

Det anbefales at medbringe egen cykel, som skal have gear og rimelig brede dæk, da vi cykler en del på stier og grusveje. Elcykler er også velkomne. 

​ 

“På cykel i Vestjylland” er tilrettelagt så alle ”almindelige cykelbrugere” kan være med og der skal ikke sættes hastighedsrekorder. 

  

I udgangspunktet er turene dagligt ca. 35 km. 

​ 

På højskolen er vi en del af skolens traditionelle liv med morgensamlinger, foredrag og fællesarrangementer og nyder højskolens højt præmierede økologiske køkken.  

   

Vi glæder os til at vise jer Vestjyllands Højskole!

VH 2022_På Cykel_Lejf_067.jpg

Priser og Ophold

"På cykel i Vestjylland"

Uge 27: 1.-7. juli 2023

Pris inklusiv: Turleder, foredrag, mad, varme drikke og bustur.

 

I tilmeldingen vælger du mellem:

Enkeltværelse med eget bad/toilet 7.575 kr.

Enkeltværelse med bad/toilet på gangen 7.075 kr.

Dobbeltværelse med eget bad/toilet 7.075 kr.

Dobbeltværelse med bad/toilet på gangen 6.575 kr.

Eget telt / sovesal / hjemmeboende: 6.075 kr.

Prisen er for hver person.

  

  • Du betaler 2.000 kr. ved tilmelding og resten skal du betale senest fire uger før vi starter

  • Hvis du overnatter på skolen er linned og to håndklæder med i prisen

  • Du skal selv have cykel og cykelhjelm med 

    Hvis det ikke er muligt for dig at medbringe egen cykel, kan du kontakte "Henning Jørgensens cykler" i Herning på tlf. 9726 7255. Her kan du leje en god cykel med gear. De lejede cykler bliver leveret til højskolen.

TURGUIDE

Danny Møller.JPG
Danny Møller

Danny er vestjyde, friluftsmenneske, turcyklist og højskolelærer på Vestjyllands Højskole. 

Danny Møller er turguide og koordinator på cykelkurset.

Lejf portræt_03.jpg
LEjf Knudsen

Stifinder, bagtrop god til det praktiske og ivrig fotograf

VH 2022_På Cykel_Lejf_009.jpg
Ugeprogram

Ankomst og indkvartering lørdag den 1. juli fra kl. 15.00

Afrejse fredag den 7. juli
kl. 09.00-09.30

Lørdag  
Fra kl. 15.00 Ankomst, indkvartering og kaffe/the 
Kl. 17.00 Rundvisning 
Kl. 18.00 Aftensmad 
Kl. 19.30 Velkomst  
Kl. 20.00 Velkomst ude på de forskellige workshops 

Dagsprogram -
Søndag til torsdag
 
Kl. 08.00 Morgenmad 
Kl. 09.00 Morgensamling 
Kl. 10.00 Undervisning* 
Kl. 12.00 Frokost 
Kl. 14.00 Undervisning* 
Kl. 15.30 Kaffepause 

Kl. 16.00 Undervisning* 
Kl. 18.00 Aftensmad 
Kl. 19.30 Aftenarrangement 

Fredag – Tak for denne gang 
Kl. 08.00 Morgenmad 
Kl. 09.00 Kort morgensamling  

* Se detaljeret program nedenfor

Morgensamling, aftenprogram og arrangementer

Lørdag den 1. juli

Aftenarrangement 

Velkomst og fortælling om skolens historie samt præsentation af ugens program og undervisere ved højskolelærer Kristian Skov

Søndag den 2. juli

Morgensamling 

Er det holdbart? ved højskolelærer Danny Møller

Aftenarrangement 

Sangaften fra Højskolesangbogen ved højskolelærer Kristian Skov

Mandag den 3. juli

Morgensamling

Hvad er permakultur? ved højskolelærer Arendse M. Gulløv

Aftenarrangement

Oplæg om permakultur og haverne ved højskolelærerne Arendse M. Gulløv og Frida Tidemand

tirsdag den 4. juli

Morgensamling

Grundtvig classic ved højskolelærer Kristoffer Brun

Aftenarrangement

Individuelt aftenarrangement eller tur på kurserne

Onsdag den 5. juli

Morgensamling

Frihed og ansvar ved højskolelærer Kristian Skov

Aftenarrangement

Individuelt aftenarrangement eller tur på kurserne

Torsdag den 6. juli

Morgensamling

Opsamling fra ugen der er gået ved højskolelærerne Kristian Skov, Danny Møller og Kristoffer Brun

Aftenarrangement

Fest og afslutningsmiddag 

fredag den 7. juli

Morgensamling

Kort morgensamling - herefter afrejse. 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!

Søndag den 2. juli

Den lokale cykeltur 

 

Velling - Øster Lem Hede - Hellig Kors kloster - Dejbjerg Hede -  Bundsbæk Mølle - Rakkere - Dejbjerg Kirke og studedriverkro


Cirka 35 km 

​ 

​ 

Kl. 10.00 Afgang 
Ugens første tur fører os fra højskolen over Øster Lem Hede. 

  

Vores første stop er ved Hellig Kors Kloster, hvor vi vil nyde den storslåede udsigt, inden vi triller ned af bakken til Bundsbæk Mølle, hvor vores frokost venter. 

  

Herinde vil vi ad snørklede veje finde det sidste Rakkerhus og høre fortællingen om rakkerne i Bjørnemosen. 

  

Vi forlader den gamle vandmølle og bevæger os ind i Bjørnemosen til fortællingen om de sidste rakkere i området. Turen fortsætter mod Dejbjerg kirke, hvor vi afslutter rakkerfortællingerne. 

  

Vi vender herfra næsen mod Vestjyllands Højskole, hvor vi lægger vejen forbi studedriverkroen ”Røde Kro” og Landsbyen Velling. 

Mandag den 3. juli
 

Blåbjerg Klitplantage - Filsø – Børsmose kirke – FLUGT i Oksbøl

Cirka 35 km 

 

 ​ 

Kl. 10.00 Afgang 

Dagen starter i Blåbjerg Klitplantage, hvor vi finder "Det blå bjerg". Med en højde på 64 meter over havet er der vid udsigt over egnen. 

  

Vi sætter kursen syd på mod Filsø, et stort naturgenopretningsprojekt, hvor tidligere drænede områder er tilbageført til naturen. 

  

Vi skal mildest talt cykle tværs over søen, hvor vi på den vestligste side skal spise vores frokost ved besøgscenteret Ellipsen. 

 

Eftermiddagen bringer os mod syd, gennem det store militære øvelsesterræn ved Oksbøl. 

Her er hede, vildtvoksende træer i sand og lyng. Området blev eksproprieret af militæret i 1968 og rundt omkring i landskabet ses de mange tilskoddede huse. 

 

Dagen ender i det nyåbnede museum FLUGT. Stedet husede i efterkrigstiden, Danmarks største flygtningelejr. Med afsæt i flygtningelejrens hospital, har arkitektfirma BIG (Bjarke Ingels Group) skabt et helt nyt museum, hvor der fortælles personlige og stærke historier om flygtninge til alle tider. 

  

Bussen henter os ved museet FLUGT. 

Tirsdag den 4. juli

Denne dag er en heldagstur, hvor vi spiser aftensmaden ude.

Lemvig - Gjellerodde - Bovbjerg Fyr – Trans Kirke – Tuskær

Cirka 35 km  

 

 

Kl. 10.00 Afgang 

Dagen starter på havnen i købstadsbyen Lemvig. 

  

Herfra sætter vi kursen mod højderne og vidderne for derefter at opnå frihjul mod det flade Gjellerodde. 

  

Et landskab Thøger Larsen er rundet af. Ad gode grusstier cykler vi på kanten af Limfjordens vande, inden vi når Hygum Kunstmuseum, hvor vi får vores frokost. 

  

Over middag passerer vi Ferring Sø, inden vi ankommer til Bovbjerg Fyr. Her ved fyret modnes Vesterhavsosten og her malede Jens Søndergaard. 

  

Derpå cykler vi på den stejle klint, med en storslået udsigt over Vesterhavet. Det var lige præcis hertil isen rakte under sidste istid. 

  

Vi passerer Trans Kirke og fortsætter mod syd. Dagens ”bjergetape” slutter bag det yderste dige syd for Fjaltring, hvor vi finder en klitgård fra 1864. Det er Tuskær. Et Kulinarisk Kunst- og Kulturcenter. Her skal vi spise vores aftensmad og høre fortællingen om stedet.  

Ved 20-tiden, bliver vi hentet i bussen, som bringer os retur til Højskolen.  

Onsdag den 5. juli

 

Lønne kirke – Gabet – Nymindegab – Bork – Skjern Enge

Cirka 35 km

Kl. 10.00 Afgang

 Dagens etape starter ved Lønne kirke, mest for at starte et sted. Herfra går turen ad Vesterhavsvej mod de vindblæste klitter. Herude rammer vi ”Gammel gab”, den tilsandede indsejling til Ringkøbing Fjord.

Vi fortsætter langs ”gabet” mod Nymindegab, ad den smukkeste sti mellem utæmmede hvide klitter, egekrat, lyngsletter og marehalm. 

 

I Nymindegab skal vi se Esehuse og besøge kunstmuseet, der rummer nogle fine skatte fra slutningen af 1800-tallet, hvor byen husede en kunstnerkoloni.  

Med landskabsmaler Lauritz Tuxens billeder in memoirer spiser vi vores frokost i museets have.   

 

Eftermiddagen byder på indlandscykling på østsiden af Ringkøbing Fjord. Vi passerer langhuse og stavkirke ved Bork Vikingehavn, der dog snart afløses af små fiske- og jagthytter. I dovent højsommertempo nærmer vi os Skjern Enge og Danmarks eneste ”floddelta”.

Trækfærgerne vil hjælpe os over det brede å-løb og vi slutter dagens etape med fortællingen om Skjern Å og dette enestående naturgenopretningsprojekt. 

Torsdag den 6. juli

Hvide Sande – Nr. Lyngvig Fyr - Bagges Dæmning - Ringkøbing - Højskolen

 

 Cirka 30 km

Kl. 10.00 Afgang 

Vi vender tilbage til den salte luft og de brusende skumsprøjt fra Vesterhavet i Hvide Sande for at fortsætte vores sidste fælles etape norden om fjorden. 

  

Første pejlemærke er det hvide fyrtårn, hvor vi 50 meter over jorden vil få et fantastisk overblik over området – fjord, hav og klittange. 

  

Imens områdets mange sommerhusområder bliver tættere og tættere, retter vi styret mod højre og søger atter mod store vidder idet vi krydser Ringkøbing Fjord via Bagges Dæmning. 

  

Den sidste del ind mod den gamle købstad, Ringkøbing, kører vi på den 100 år gamle cykelsti. 

  

Det vil være muligt at gøre et stop på egen hånd i Ringkøbing, hvad enten man har lyst til en kop kaffe, shoppe eller museumsbesøg, er der muligheder. 

  

Du finder tilbage til Højskolen ved blot at følge fjorden tilbage til Højskolen. Velkommen hjem til en fantastisk festaften. 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!

bottom of page