Sans
Kan vi skille vores sanser ad, eller skærpe dem, vi har? Kan vi lære at lytte til forgrund såvel som baggrund? Hvad ser vi, når det er mørkt, og hvad hører vi, når det larmer eller er helt stille?
Vi skal fokusere på at se, lytte og mærke, og dvæle ved den langsomme bevægelse gennem landskabet, dvs. lade os falde ned i sprækken eller synke dybt ind i lommeulden. Vi skal dvæle ved detaljerne og gå helt ned på knæ og undersøge og pille i jorden såvel som alt muligt andet.
Gennem en række trygge eksperimenter sætter vi fokus på kroppens måde at navigere i verden på. Vi skal lytte, mærke, smage og bevæge os i landskabet i mange tempi, både ude og inde. Og dem, der har lyst, skal sove under åben himmel, lade kroppen komme i den kolde fjord, gå i stilhed og meditere i den mongolske jurt.
Underviser
Ida Wentzel Winther
Ida er uddannet i kultursociologi, kulturstudier og pædagogisk antropologi og har undervist i de sidste 25 år på Aarhus Universitet, blandt andet i sanselige metoder og feltarbejde.
Hun har skrevet og lavet film om ældres sansetab, om børns sanselige hverdagsliv, om hjemmets lyde og lugte samt om sansernes betydning i vores erindringer og fortællinger.