Vilde Vestjylland

17. - 23. August 2019
Højt til himlen og de store vidder

Dyr genindvandrer, å forløb genoprettes, vinden suser i havvindmøllerne, voldsomme storme æder sig ind på kysten, heden svinder ind, men her er stadig fantastisk og eksotisk.

Vilde Vestjylland er stor natur, der udvikler sig og udfordrer nutidens Vestjylland. Her er fornyelse og udvikling, både ved menneskets kraft, men bestemt også ved naturens egne krafter. Kom med ud og se spor af det, der var engang, den vilde natur, historiens vingesus, kulturen i landskabet, oplev det, der er i dag og fornem det, der er på vej.

Vi går i de store skove og søger spor af ulv og bæver, vi kikker efter spændende dyr og urter, og samler svampe. Folketro og gode historier trækker dig med ind i det mørke Jylland, og du opdager, at her slet ikke er så mørkt, men at den skønne natur og egn byder på både lys og luft, og har meget højt til loftet.

Den vilde natur ligger bag spændende erhvervseventyr og har skabt grobund for små og store virksomheder. Vi besøger lokale gårdbutikker med unikke produkter, kikker forbi Vestas og Stauning Whisky, der ikke kun har fået Vestjylland på danmarkskortet, men har fået Danmark på verdenskortet.

Med gode sko eller vandrestøvler går vi hver dag ture på op til 6 km.
Har du lyst så medbring kikkert, kamera og skitseblok.
Vi bevæger os langsomt gennem landskabet med nærvær og øje for
både de enestående oplevelser og den gode historie. På højskolen
bliver det hele bundet sammen af perspektiverende morgensamlinger

og arrangementer.

Vel mødt på Vestjyllands Højskole!
Danny Møller, vandrer og højskolelærer
Line Ellemann, natur- og dyreelsker og højskolekvinde

Kurset er samtidig med “Slip drømmene fri”.

Ugeprogram

Lørdag den 17. august: Velkommen
Fra kl. 15:00: Ankomst, indkvartering, te/kaffe og rundvisning.
Kl. 18: Aftensmad.
Velkomst, præsentation af ugen og oplæg til Vilde Vestjylland.

Søndag den 18. august: Vandløbet
Heldagstur til Skjern å deltaet med pumpestation nord, trækfærger og Provstgaard hus. På vejen hjem besøg hos Stauning Whisky, hvor vi skal høre historien om, hvordan hobby blev til professionelt destilleri.
Frokost i det grønne, som bringes ud af højskolen.

Mandag den 19. august: Heden
Formiddag: Foredrag/oplæg ”Ulven i Vestjylland”.
Kl. 12.00 Frokost på højskolen.
Eftermiddag: Tur til Ovstrup Hede, 490 ha fredet indlandshede, som er ejet af Aage V. Jensen fonden. Fra hjortetårnet er der gode muligheder for at observere vildt på heden, hvor også mange karakteristiske fuglearter yngler og raster. Vi skal høre om tiltag til at styrke og genoprette naturen.

Tirsdag den 20. august: Skoven
Heldagstur, på sporet af ulv og bæver. En dag på Kronheden og i Klosterhede Plantage, med fagfolk og madpakker, på udkik efter ulven og bæverens hjemsted. Bæveren blev i 1999 genudsat i bl.a. Vestjylland og i dag tæller bestanden lokal ca. 200 individer. Dette viser træer omkring søer og vandløb tydeligt tegn på. Ulven genindvandrede i 2012, og på Kronheden blev de første danske ulvehvalpe i nyere tid fotograferet i 2017.

Onsdag den 21. august: Vindens kræfter
Formiddag: Foredrag/rundvisning: Vestas og vindkraft. Vi hører historien om den højteknologiske udvikling indenfor vedvarende energi, som har fået Vestjylland på verdenskortet. 
Frokost bringes ud af højskolen og vi indtager den under åben himmel.
Eftermiddag: Besøg på ”Nørrehede og Hjortmose” besøgscenter og Vindmøllepark. Vi kommer helt tæt på de stor landmøller.

Torsdag 22. august: Mellem hav og fjord
Formiddag: Vi tager til den aktive fiskeriby Hvide Sande, som ligger helt ude mod vest på en tange mellem hav og fjord. Her hører vi om fjordens historie, esepiger og fiskermænd.
Vi spiser lækker frokost på Røgeriet.
Eftermiddag: Ved Vesterhavet, hvor vi hører om strandinger, havsnød, og hestehuller - og måske også en tur i bølgerne...
På vejen hjem besøger vi Vestkystens Gårdbutik og hører om deres forretning, det økologiske kødkvæg, og om at leve ved havet.
Aften: Festmiddag og underholdning.

Fredag den 23. august: Tak for denne gang
Morgenmad - og herefter afrejse.

Ret til programforbedringer forbeholdes

vildevestjylland-web_Side_1.png

Pris pr. person:

Hjemmeboende / sovesal / telt 4400,-

Dobbeltværelse 4900,-

Dobbeltværelse med bad 5400,-

Eneværelse 5400,-

Eneværelse med bad 5900,-

  

Tillæg ved allergimad+ 50,-

Evt. afbudsforsikring 250,-

  • Linned og 2 håndklæder er inklusiv.

  • 1. rate + evt. afbudsforsikring skal betales senest 8 dage efter modtagelse af bekræftelse. 
    Restbeløbet (2. rate) skal betales 4 uger før kursusstart.

  • Læs mere om afbudsforsikring

Underviser

Line Ellemann

Vestjyde, natur- og dyreelsker og højskolekvinde.

 

Ansat i administrationen på Vestjyllands Højskole

Danny Møller

Vestjyde, vandrer, naturelsker og højskolelærer.

 

Altid god for en historie.

Derudover vil du i løbet af ugen til fællesarrangementerne på højskolen også møde:

  • Thomas Møller Mulvad, højskolelærer

  • Gitte Jørgensen, coach og journalist underviser på Slip drømmene fri

Kontakt os
@vestjyllandshojskole
Søg på siden

Vestjyllands Højskole

Skraldhedevej 8

6950 Ringkøbing

​​

Tlf +45 9675 3777

kontor@vestjyllandshojskole.dk

  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Vimeo - Hvid Circle
  • YouTube - White Circle
  • Twitter - Hvid Circle