På cykel

24. - 30. August 2019
Storslået natur med kultur og historie

Vestjysk natur, højt til himlen og masser af frisk luft. Kom og nyd fem spændende cykeldage i Vestjylland, som bliver krydret med historier, kultur og skønne smagsoplevelser.

Vi cykler gennem det storslåede landskab med klitter, Vesterhavet, Ringkøbing Fjord, bakkeøer, skønne ådale, blomstrende lyngheder, istidsrand og morænebakker. Undervejs beskæftiger vi os med den historie, der knytter sig til egnen og de mennesker der lever her. Høre om formningen af landskabet, fra istiden til det menneskeskabte kultur og naturlandskab.

Efter en god morgenmad og morgensamling på højskolen cykler vi ud i lokalområdet eller bussen transporterer os og cyklerne lidt længere væk til dagens etapestart. Højskolens økologiske køkken bringer hver dag en storslået buffet ud, som vi indtager under åben himmel. Aftenerne er fyldt med inspirerende og perspektiverende arrangementer.

Det anbefales at medbringe egen cykel, som skal have gear og rimelig brede dæk, da vi cykler en del på stier og grusveje. El-cykler er også velkommen. Hvis det ikke er muligt for dig at medbringe egen cykel, kan du kontakte “Henning Jørgensens cykler” i Herning på tlf. 9726 7255. Her kan du leje en god cykel med gear. De lejede cykler bliver leveret til højskolen.

“På cykel” er tilrettelagt så alle ”almindelige cykelbrugere” kan være med. Som udgangspunkt er turene mellem 30 og 40 km dagligt – og vi skal ikke sætte hastighedsrekorder.

 

Vel mødt på Vestjyllands Højskole!
Danny Møller, turcyklist og højskolelærer

Kurset er samtidig med “Tegning & Maleri

Ugeprogram

Lørdag den 24. aug. 2019: Velkomst
Fra kl. 15.00 Ankomst, kaffe/the, indkvartering, rundvisning.
Kl. 18.00 Aftensmad og herefter introduktion til kurset.

Søndag den 25. aug. 2019: 
1. etape “Den lokale”: Højskolen - Øster Lem Hede - Hellig Kors Kloster - Rakkerhuset - Bundsbæk Mølle - Dejbjerg Kirke og Studedriverkro. Ca. 35 km.
Over Øster Lem Hede til første stop ved Hellig Kors Kloster, hvor vi vil nyde udsigten, inden vi bevæger os ned over heden og ind i Dejbjerg Plantage. Ad snørklede veje finder vi det sidste Rakkerhus og hører fortællingen om Rakkerne i Bjørnemosen. Videre mod Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Kirke, hvor vi afslutter rakkerfortællingerne. 
Vi vender herfra næsen hjem, med et stop ved studedriver kroen, Røde Kro. Her får vi lige en lille ”skarp” og en god røverhistorie.

 

Mandag den 26. aug. 2019: 
2. etape “Store danske eventyr”: Velling - Stauning - Skjern Å, Lønborg og Laksens hus. Ca. 40 km.
Fra Velling til Stauning med første stop ved Stauning Whisky. Her får vi fortællingen om det vestjyske erhvervseventyr, en rundvisning og smagsprøver på Danmarks bedste whisky.
Veltilpasse cykler vi videre til Skjern Å - Danmarks eneste ”floddelta”. Vi hører om dette enestående genopretningsprojekt i Danmarkshistorien. Trækfærgerne vil hjælpe os gennem Skjern Enge, videre mod Lønborg Kirke, hvorfra vi fortsætter mod Skjern. Undervejs passerer vi Kong Hans’ bro. 
Sidste stop bliver ved Laksens hus, inden bussen henter os i Boris.

Tirsdag den 27. aug. 2019: 
3. etape “Bjergetapen”: Start i Lemvig - Gjellerodde - Bovbjerg Fyr og Trans Kirke. Ca. 30 km.
Med bus kører vi til etapestart i Lemvig med de bedste udsigter over Nissum Bredning og Vesterhavet. Vi sætter herfra kursen nordpå mod Gjellerodde ad planetstien. Vi gør holdt ved Hjemstavnsgården Gjellergård, hvor vi får fortællingen om gården og den sidste istids dannelse af dette fantastiske landskab. 
Med panoramaudsigt og vind i håret cykler vi videre til udsigtspunktet ved Hygum. Vi passerer Ferring og Ferring Sø, inden det går langs stejle skrænter mod Bovbjerg Fyr. Her skal vi en tur i tårnet og have smagsprøver på den lækre Vesterhavsost. Dagens etape slutter ved Trans Kirke.

Onsdag den 28. aug. 2019: 
4. etape “Ulv, krondyr og gris”: Vedersø Præstegård - Tvind Møllen - Stråsø Plantage og Hestbjerg Økologi. Ca. 40 km.
Vi starter dagen i Vedersø Præstegård, hvor Kaj Munk virkede som præst, indtil han i 1944 blev taget af tyskerne. Vi vender ryggen til havet og drager mod øst. 
Første stop laver vi ved Tvindmøllen, inden vi cykler ind i ulveland. Vi kører igennem Stråsø Plantage, hvor der de sidste to år har været et kobbel ulvehvalpe. 
Vi bevæger os op over Vind Hede, hvor muligheden for at se store rudler af krondyr er til stede.
Til slut besøger vi Hestbjerg Økologi, der er storproducent af poppelgrise.

Torsdag den 29. aug. 2019: 
5. etape “Mellem hav og fjord”: Hvide Sande - Nr. Lyngvig Fyr - Søndervig - Vestkystens Gårdbutik - Ringkøbing. Ca. 40 km.
Fra Hvide Sande bevæger vi os mellem fjord og hav nordpå ad vestkyststien til Nr. Lyngvig Fyr, hvorfra vi har en storslået udsigt. Herfra går det videre mod Søndervig, hvor vi oplever den berømte sandskulpturudstilling. 
Lidt længere mod nord gør vi holdt ved Vestkystens Gårdbutik, med mulighed for indkøb af vestjyske delikatesser. 
Herefter kører vi langs Danmarks ældste cykelsti mod købstaden Ringkøbing, hvor vi gør et kort holdt, inden vi cykler langs fjorden tilbage til højskolen til en fantastisk festmiddag og -aften.

Fredag den 30. aug. 2019: Tak for denne gang
Kl. 08.00 Morgenmad – og derefter afrejse.

Ret til programforbedringer forbeholdes!

paacykel-web_Side_1.png

Pris pr. person:

Hjemmeboende / sovesal / telt 4600,-

Dobbeltværelse 5100,-

Dobbeltværelse med bad 5600,-

Eneværelse 5600,-

Eneværelse med bad 6100,-

  

Tillæg ved allergimad+ 50,-

Evt. afbudsforsikring 250,-

  • Linned og 2 håndklæder er inklusiv.

  • 1. rate + evt. afbudsforsikring skal betales senest 8 dage efter modtagelse af bekræftelse. 
    Restbeløbet (2. rate) skal betales 4 uger før kursusstart.

  • Læs mere om afbudsforsikring

Underviser

Danny Møller

Vestjyde, friluftsmenneske, turcyklist og højskolelærer.

Danny er turguide og koordinator på cykelkurset

Niels Tanggaard & Lifj Knudsen

Stifindere, bagtroppere og gode til det praktiske.

Derudover har de altid kameraet med, og er fotograf på billederne under fotos.

Til fællesarrangementer på højskolen vil du også møde:

Kontakt os
@vestjyllandshojskole
Søg på siden

Vestjyllands Højskole

Skraldhedevej 8

6950 Ringkøbing

​​

Tlf +45 9675 3777

kontor@vestjyllandshojskole.dk

  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Vimeo - Hvid Circle
  • YouTube - White Circle
  • Twitter - Hvid Circle