BESAT - Stillingsopslag: vi søger kreativ kok/køkkenmedarbejder/madentusiast til økologisk køkken



Stillingen er blevet besat.


Vestjyllands Højskole er berømt for sit økologiske køkken. Vi sætter stor ære i at give eleverne en særlig oplevelse til hvert måltid. Derfor arbejder vi hele tiden på at udvikle og eksperimentere med maden, så den er lækker, varieret og spændende med nye sammensætninger, smage og udtryk.


I køkkenet laver vi mad til 90 personer til tre hovedmåltider hver dag samt eftermiddagsbrød og kager. Vi laver alt fra grønne veganske retter til store oksestege og har fokus på, at elever med særlige behov til maden også får gode madoplevelser til hverdag og til fest. Højskolen har egen køkkenhave, som i perioder leverer frugt, grønt og bær til køkkenet.


Vestjyllands Højskole er en særlig arbejdsplads med et stærkt og uformelt fællesskab. Det er en almen folkehøjskole, hvor elever og en stor del af personalet bor på skolen. Køkkenet betyder meget for at eleverne føler sig hjemme, og eleverne kan også indgå som hjælp i køkkenet, hvor de hjælper til med praktisk forberedelse til måltider, opvask og oprydning mm. Derfor er arbejdet i vores køkken meget alsidigt, hvor omgængelighed, højt humør og fleksibilitet vægtes højt.


Vi søger en kollega, der kan byde ind med nytænkning, inspiration og gerne være sparringspartner for køkkenleden. Er du kok eller har en anden uddannelse i det professionelle køkken og brænder du for at lave god mad til andre? Kan du fermentere? Håndtere surdej? Og henkoge? Kan du opfinde nye retter? Trives du med samarbejde med kolleger og elever? Kan du tænke dig at undervise i dit fag? Så kan det være, du er vores nye kreative køkkenmedarbejder?


Vi forventer at:

  • Bæredygtighed og økologi sidder på rygraden

  • Du er vant til at lave grøn mad med fokus på vegetariske og veganske retter

  • Du har lyst til at arbejde med elever/kursister, som bor på højskolen

  • Du er i stand til at levere et godt flow i et travlt køkken

  • Du forstår at rengøring er en del af det daglige arbejde

  • Du er fleksibel mht. aften- og weekend-arbejde. Der er skiftende arbejdstider.

Vi tilbyder en fuldtidsstilling på 37 t/uge.


Send din ansøgning og CV til kokken@vestjyllandshojskole.dk senest 23. april. Der afholdes løbende samtaler.

Stillingen ønskes besat med tiltrædelse 1. juni 2021 eller så hurtigt som muligt.


Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at kontakte: Køkkenleder Henriette Danielsen på tlf. 23 60 72 36 på hverdage imellem kl. 13-15.


Læs mere om Vestjyllands Højskole og det økologiske køkken.