Vestjyllands Højskole søger Kommunikationsmedarbejder


Vestjyllands Højskole søger engageret kommunikationsmedarbejder med solid erfaring.

Vil du være med til at tiltrække elever og kursister, og kan du formidle højskolens værdier og gode historier?

Så er muligheden her for et udfordrende og spændende job på Danmarks vestligste højskole.

Stillingen er normeret til 22 timer, der fordeles på tre dage.

I vores organisation har vi brug for en dedikeret kommunikationsmedarbejder, og dokumenteret erfaring med kommunikation og formidling vil blive vægtet højt. Du er uddannet journalist eller har en anden kommunikationsuddannelse, og dit sprog er effektivt og matcher vores målgrupper. Vi forventer, at du kan se den gode historie og kommunikere den til både kommende elever, kursister og til pressen.

Din arbejdsdag vil være fyldt med mange forskellige opgaver og udfordringer, hvor du i samarbejde med forstanderen kan være med til at præge udviklingen på kommunikationsområdet.

Du skal være indstillet på, at elevkontakt, formidling og administration er en del af dit arbejde.

Hvis du på længere sigt kan byde ind med undervisning eller andre aktiviteter, der gavner skolens miljø, er det også et plus.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med højskoler eller andre kulturinstitutioner. Vi forventer, du kan arbejde selvstændigt, er initiativrig og er optaget af folkehøjskolens ide og værdier.

Udgangspunktet for kommunikationen er skolens værdigrundlag og mål.

Stillingen er en klassisk kommunikationsblækspruttestilling, og du skal kunne prioritere din tid. Eksempler på stillingens indhold er:

  • Hjemmeside – du er vores webredaktør

  • Sociale medier

  • Presse

  • Strategisk kommunikation og branding

  • Fotos og fortællinger

  • Online-annoncering

  • Indsamling af tekster til fx kursusbeskrivelser på hjemmesiden

  • Korrekturlæsning og redaktøropgaver

  • Nyhedsbreve (mailchimp).

Om Vestjyllands Højskole:

Vestjyllands Højskole er en velfungerende og nytænkende grundtvigsk højskole med 80 elever og en række engagerede medarbejdere. Vi har en stærk profil indenfor bæredygtighed og kreative fag. Skolen ligger i et levende miljø i landsbyen Velling, omgivet af smuk natur og tæt på Ringkøbing Fjord og by.

Om jobbet:

Stillingen er en deltidsstilling på 22 timer med tiltrædelse 1. september eller snarest derefter.

Løn og ansættelsesforhold sker efter gældende retningslinjer fra FFD, Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark.

Send din ansøgning i en samlet pdf i en mail til:

hg@vestjyllandshojskole.dk senest mandag den 17.august kl. 23.59.

Vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 25.august.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte forstander Benedikte Sten Andersen på tlf. 20 20 22 18

Kontakt os
@vestjyllandshojskole
Søg på siden

Vestjyllands Højskole

Skraldhedevej 8

6950 Ringkøbing

​​

Tlf +45 9675 3777

kontor@vestjyllandshojskole.dk

  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Vimeo - Hvid Circle
  • YouTube - White Circle
  • Twitter - Hvid Circle