Klumme om højskoleliv: Coronaepidemien kan være en gave til de unge generationer

May 4, 2020

Klumme bragt i Ringkøbing-Skjern Dagblad 29. april 2020

 

Coronaepidemien har medført kæmpe omkostninger for os som samfund, for individet og specifikt for Danmarks højskoler. Heldigvis holder omfattende hjælpepakker gang i hjulene, og når vi skal bygge et nyt samfund på ruinerne af det gamle, er der brug for Vestjyllands Højskole.

 

Beskeden om nedlukning af Danmarks højskoler kom med kort varsel. Det vi havde lavet sjov med om formiddagen var alvor, inden vi gik i seng om aftenen. Om tirsdagen snakkede vi til personalemødet om at opstille håndsprit i spisesalen. Onsdag aften var de første elever blevet hentet. Om det mest var en forventning eller et håb kan være svært at sige, men vi opførte os alle som om, vi skulle ses igen.

 

For højskoleeleverne er det specielt at blive sendt hjem. De har ikke nødvendigvis et teenage-værelse hos deres forældre, der står og venter på dem. Skolen er ofte deres hjem formelt og uformelt. Derfor er der også en håndfuld elever tilbage, danske og udenlandske, som har opholdt sig på en næsten tom højskole i knapt to måneder. Det er specielt, når det man troede var ”på gensyn” så småt viser sig at være ”farvel”.

 

Vi har i Danmark en tradition for struktureret og velplanlagt nydelse af frihed i den relativt korte uddannelsespause, vores ungdom har i deres sabbatår. Der skal helst proppes så meget dannelse og arbejde ind i det år eller to som muligt. Men enhver struktureret plan er blevet smadret af Coronaen. Der er nu tid til at fise den af uden mål og mening. Bruge sabbaten til det, som Wikipedia egentlig mener er meningen med den. Til mental adspredelse og genopladning. 

 

Ingen ”fear of missing out”, tætpakket kalender, fester, som du føler, du hellere må tage med til. Du kan drive den af uden dårlig samvittighed, tuller rundt og fedte med det du vil. Føler du et snigende ”jeg burde”. Så er opholds- og forsamlingsforbud din redning. Bliv nu bare hjemme.

 

Coronaen har givet os en mulighed for at se livet, som det kunne være. Se livet efter livet, som vi kender det. Ingen vil nogensinde spørge dig, hvorfor der er et tomt hul på dit CV i tre måneder i foråret 2020. På den måde er epidemien også en gave.

 

Som højskolelærer sidder jeg også og trommer på bordet. Vi vil gerne i gang med at lave højskole og folkeoplysning igen. Det er bare sådan med coronaen, at det faktum, at vi keder os eller måske endda savner hinanden, ikke er et argument for noget som helst. Det har ingen vægt overfor risiko, økonomi, superspredning, liberale erhverv og respiratorer. Det siger sig selv.

 

Før eller siden begynder vores telefoner jo nok at bimle igen. Vores weekender fyldes op. Der vil igen blive tændt op under forventningerne til de unge - om rationel selvrealisering.

Selv om Coronaen har triste konsekvens, så putter vi også en masse håb ind i den. På højskolerne gnider man sig i hænderne, når snakker falder på alle de unge, der ikke kan komme ud at rejse eller af andre grunde må ændre planer. De må jo tage på højskole. Omvendt kunne vi ligeså godt ryste i bukserne over de unge, der med en eksploderende ledighed ikke længere kan få arbejde på caféer eller i tøjbutikker og tjene penge til deres højskoleophold. Sagen er, at ingen rigtig ved noget. Heller ikke eksperterne.

 

Der er imidlertid også nogle tendenser med betydning for Vestjyllands Højskole, som vi allerede nu kan aflæse. Ting der allerede er sket. Det er nemmere at se, hvad vi skal med selvforsyning, når det pludselig udgør en risiko at tage i supermarkedet. Folk i mange større byer ser, hvad luftforurening er, når den er væk. Mange erhverv ligger som coronapatienter i respiratorer, der holdes i gang af hjælpepakker. Vi har alle muligheder for at stille krav, når CO2-tunge brancher skal bygges op fra bunden af med vores skattekroner. På Vestjyllands Højskole har vi arbejdet med bæredygtighed fra før, det blev hipt, og det er nu vi skal trykke på speederen. Der er et stort hul, som bæredygtig forandring skal fyldes ind i.

Please reload

December 4, 2019

Please reload

Kontakt os
@vestjyllandshojskole
Søg på siden

Vestjyllands Højskole

Skraldhedevej 8

6950 Ringkøbing

​​

Tlf +45 9675 3777

kontor@vestjyllandshojskole.dk

  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Vimeo - Hvid Circle
  • YouTube - White Circle
  • Twitter - Hvid Circle