Du kan få alle dine penge tilbage, hvis kurser aflyses på grund af Coronavirus

March 19, 2020

 

I denne tid sidder du måske ikke lige og tænker på, om du skal på højskole i sommerferien. Det kan være du er mere bekymret om, hvorvidt vi overhovedet får en sommerferie, som vi kender den. På den anden side er det rart at have noget godt at se frem, når vi alle sidder isoleret i vores egne små celler, som det er tilfældet lige nu. Måske glæder du dig til, at du skal på højskole i sommerferien, eller måske overvejer du i disse dage, om du skal tilmelde dig. Og går alt, som vi håber på, går vi en rigtig dejlig sommer i møde med gode kurser.

 

Uanset, så er det vigtigt for os, at du ved, at alle vores kurser som sædvanligt er omfattet af en garanti, så du får alle dine penge igen, hvis kurset bliver aflyst. Det kunne være en af vores kursusledere, der blev syg lige inden et kursus, men det gælder selvfølgelig også, hvis vi bliver nødt til at aflyse et kursus på grund af en pandemi som Coronavirussen. Derfor kalder vi det også for en Coronagaranti. For vi giver dig garanti for, at du får dine penge igen, hvis Coronakrisen trækker i langdrag og kommer til at påvirke vores sommerkurser.

 

Det er altid en stor hjælp for os, når vores kursister melder sig til i god tid, hvilket der heldigvis er god tradition for. Det gør det nemmere for kontoret, at arbejdet spredes lidt ud. Det gør det nemmere for vores kommunikationsmedarbejder, at han kan fokusere på de kurser, der ikke har så mange tilmeldte. Men så er det frem for alt også det, du skal gøre, hvis du eksempelvis vil være sikker på at få enkelt- eller dobbeltværelse med bad. Det er normalt de værelser, der er størst efterspørgsel efter om sommeren.

 

Der er stille på Vestjyllands Højskolen

På det her tidspunkt burde højskolen summe af heftig aktivitet. Luften burde være fyldt af musik, sang og samtale. Sådan er det naturligvis ikke lige nu. Næsten alle vore elever blev sendt hjem i løbet af de første to dage efter, at regeringen lukkede alle institutioner, og der er lige nu kun syv elever tilbage, der af forskellige grunde ikke kan tage hjem. Primært er der tale om udenlandske elever.

 

Hele skolen er med andre ord sat på vågeblus. Der er skiftende bemanding på vores kontor, men ellers er alle sendt hjem. Det betyder ikke, at vores lærere triller tommelfingre dagen lang. Som forstander er jeg dagligt i kontakt med medarbejderne, og så må vi også se lidt lyst på det. Vi har aldrig nogensinde haft så god tid til at forberede os. Derfor ved jeg også, at vi kommer tilbage som en endnu bedre højskole, når ventetiden er ovre. Lige nu glæder vi os allermest til at se jer allesammen igen.

 

 

 

Please reload

Please reload

Kontakt os
@vestjyllandshojskole
Søg på siden

Vestjyllands Højskole

Skraldhedevej 8

6950 Ringkøbing

​​

Tlf +45 9675 3777

kontor@vestjyllandshojskole.dk

  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Vimeo - Hvid Circle
  • YouTube - White Circle
  • Twitter - Hvid Circle