”Vi danser i en lade i Vestjylland og viser det i København”

June 3, 2018

Den moderne danse- og koncertforestilling DEAD AWAKE, bliver skabt i maskinhallen på den økologiske gård Troldholm, af Kirstine Kyhl Andersen og Niels Bjerg, der begge er kunstnere og sidste år flyttede fra Vesterbro til Vestjylland. Du inviteres indenfor til en gratis arbejdsdemonstration d. 28. juni kl 19:00.

 

Fra venstre mod højre: Kirstine Kyhl Andersen, Kasper Daugaard Poulsen, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Michael Richardt, Olivia Riviere og Niels Bjerg

 

”Vi er flyttet fra Vesterbro til Vestjylland, og man kan sige, at livet her ude på landet har åbnet sig for os på en måde, som vi ikke havde forventet det. Dels elsker vi at bor her, men samtidig kan vi også bare konstatere, at vores frygt for kunstens vilkår uden for hovedstaden er blevet gjort til skamme,” siger danser og koreograf Kirstine Kyhl Andersen.

 

Kirstine Kyhl Andersen og Niels Bjerg, der begge arbejder på Vestjyllands Højskole, har i mange år samarbejdet om at skabe koncertforestillinger, der blander moderne dans og musik i et nyt og fælles udtryk. Denne gang har de skabt en forestilling i en maskinhal lige uden for Velling i Vestjylland.

 

”Vi oplever en enorm støtte til vores idéer herude. Hvor kan man ellers gå hen til en landmand som Kim og få lov til at låne nogle tusinde kvadratmeter til at lave danseforestilling på?”, Spørger Kirstine Kyhl Andersen.

 

I forestillingen udnyttes det til fulde, at man så at sige kan skalte og valte med pladsen.

”Danserne er iført højtalere, der gør lyden mobil og flytbar, og publikum sidder i forskellige øer midt i rummet sammen med danserne,” forklarer Niels Bjerg, der har komponeret musik til forestillingen.

 

Danseforestillingen DEAD AWAKE er kulminationen på fire års research, hvor lydens bevægelsesmuligheder er blevet undersøgt i samarbejde med en lang række forskellige dansere, musikere og teknikere. Musikken er komponeret i et tæt samarbejde mellem komponist og koreograf, hvor lydens bevægelser i rummet spiller med som et levende musikalsk element på lige fod med toner og rytmer.

 

”Du omringes og omfavnes af lyd i bevægelse. Danserne bliver med deres højtalere i sig selv til et kæmpe stort instrument, og placeringen af danserne i forhold til hinanden er afgørende for din oplevelse under selve forestillingen,” siger Niels Bjerg.

 

Koncertforestillingen skabes i maskinhallen på den økologiske gård Troldholm hos Kim Gohr Nielsen lige udenfor Velling. Den formes specielt til Pakhus 11 i København, hvor forestillingen spiller fra den 6. – 15. juli i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Her er der opstillet et såkaldt akusmonium, som er en sal med en surround sound højtaleropstilling specielt afstemt rummets akustik.

 

Medvirkende:

Komponist: Niels Bjerg. Koreograf: Kirstine Kyhl Andersen. Dansere: Amia Miang, Kasper Daugaard Poulsen, Michael Richardt, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Olivia Riviere og Søren Linding Urup. Kostumer/konstruktioner: Camilla Lind og Johan Kølkjær. Lysdesign: Sonja Lea Jørgensen. Specialbygget lydudstyr: Peer Klausen og Baldur Kampmann. Dramaturg: Inge Agnete Tarpgaard. Grafik: Solvej Nygaard Gregersen. Foto/Video: Frida Nygaard Gregersen.

DEAD AWAKE co-produceres af Dansehallerne i København og er støttet af: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Sydbank, Koda Dramatik, Audiocase, Minirig, Vestjyllands Højskole og Troldholm

 

Fakta:

Arbejdsdemonstration den 28. juni kl. 19.00 på Vennervej 11, 6950 Ringkøbing

Please reload

Please reload

Kontakt os
@vestjyllandshojskole
Søg på siden

Vestjyllands Højskole

Skraldhedevej 8

6950 Ringkøbing

​​

Tlf +45 9675 3777

kontor@vestjyllandshojskole.dk

  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Vimeo - Hvid Circle
  • YouTube - White Circle
  • Twitter - Hvid Circle