Livet på højskolen
På Vestjyllands Højskole bliver du en del af et levende fællesskab, hvor der er højt til himlen og plads til at udforske livet. Her er nysgerrighed, undren og eftertanke i centrum, og du får mulighed for at fordybe dig i både dine interesser, din kreativitet og de mennesker, du deler opholdet med.
Med omkring 20 fag at vælge imellem sammensætter du selv dit skema, så det passer til netop dine interesser. Som almen højskole tilbyder vi et bredt udvalg af fag inden for håndværk, kunst, jordbrug, udeliv, dans og musik – og uanset hvad du vælger, er der plads til fordybelse og kreativitet.
I fritiden skaber vi i fællesskab de rammer, der gør højskolelivet særligt. Impulsive idéer bliver hurtigt til vinterbadning, filmaftener, saunature, løbeture, yoga, sangaftener, brætspil, fester, danseworkshops og meget mere. Du kan også fordybe dig alene eller med andre i vores kreative værksteder, slappe af i de smukke haver eller udforske det naturskønne lokalområde.
Højskolens faciliteter står åbne døgnet rundt. Her finder du blandt andet klatrevæggen, træningslokalet, biblioteket, musiklokalet og dansesalen – og ikke mindst værkstederne for tekstil, keramik, træ og kunst.
Vestjyllands Højskole er et sted, hvor du kan skabe, drømme og udforske i dit eget tempo eller sammen med andre. Livet her summer af energi og muligheder, mens fællesskabet giver dig trygge rammer til at afprøve nye idéer og lade dem blomstre.
En dag på højskolen
“Jeg har hele tiden haft en præmis om, at jeg skulle have noget til kroppen, til hovedet og til hænderne, og det kan den her skole bare"
– Filippa, elev på et efterårshold