Familieuge: aktiv og kreativ

Uge 26: 26. juni - 2. juli 2021
Aktiv & kreativ

En sommeruge i Vestjylland for hele familien med sandstrand, bare tæer og det store Vesterhav. Få rørt kroppen ved fjorden og i skoven. Fordyb dig i kreative værksteder. Find på grimasser i teatret og sved i dansen. Kom ud under åben himmel, vær tæt på naturen - og mød en masse andre sommerglade mennesker, som gør det samme.

En herlig uge med nærvær, udfordringer og familien i centrum.

Vi bruger naturen omkring os, vores forunderlige have og højskolens mange rum til at gå på opdagelse i mange forskellige aktiviteter: Friluftsliv, dans, fortællinger, mountainbike, teater, træklatring, keramik, sang, kano, kajak og windsurfing, billedværksted, bueskydning, yoga, vandretur, spil og udendørs leg, syværksted, bordfodbold og rigtig fodbold, fællestur, foredrag, lejrbål, samtalesalon, bæredygtighed og økologi.

Du vælger to workshops, som du følger hele ugen; vælg at være børn og voksne sammen eller måske hver for sig. Du bestemmer.

Vores økologiske køkken sørger hver dag for lækker mad. Mellem alt det planlagte er der også tid til fri leg, så familieugen giver mulighed og tid til at gøre noget skørt, grine, bruge kræfter, nyde, samtale, lytte, sanse. At mødes.

 

Alle kan deltage, alene eller sammen med familien. Dog skal børn være 5 år og opefter.

 

Vel mødt på Vestjyllands Højskole!
Linette Hardt, Kirstine Kyhl,
Kristoffer Brun Gram, Marianne Toft, Michael Kirkegaard


og mange-mange flere

Ugeprogram

Dagens rytme:
08.00-09.00: Morgenmad


09.00-09.45: Morgensamling og samtalesalon. Snakke i mindre grupper om emnet for morgensamlingen.
Emner som ”det bedste og det værste”, traditioner i familien, hvad betyder bæredygtighed, helte og ritualer, højskolens rolle i Danmark.


10.00-12.00: Søndag og onsdag: workshops i A-blok. Mandag og torsdag: workshops i B-blok. Tirsdag fællestur for alle

12.00-14.00: Frokost og pause.

14.00-16.00: Søndag og onsdag: workshops i B-blok. Mandag og torsdag: workshops i A-blok. Tirsdag fællestur for alle

16.00-18.00: Pause og fri leg. Nogle dage åbne frivillige workshops

18.00-19.30: Aftensmad og pause.

19.30-21.00: Aftenarrangement med fx foredrag, spil, fortælling, bålhygge, dans, sang, samtalesalon osv.

Workshops

Ugens undervisning er sammensat af workshops. Man har én om formiddagen og én eftermiddagen, og det er okay at vælge den samme begge gange.

Man vælger én workshop i A og én i B, som man følger hele ugen. Man må gerne vælge det samme i både A og B.

I KERAMIK arbejder vi med ler, som vi former og bearbejder.  Det kan udmunde i fantasifigurer, små keramik billeder eller det kan være noget helt tredje vi finder på. Forældre/bedsteforældre hjælper deres yngste børn undervejs. Det er en workshop hvor alle kan være med. Her kan man fordybe sig og lade fingrene og fantasien arbejde.

TEATER Til teaterworkshoppen er der brug for små og store, sure og glade, gode og onde – de farlige, de søde, de smukke, de grimme……… og alt derimellem og mere til. Hvis du ikke lige er det, grim f.eks. – så spiller du det da bare! Du er selv med til at vælge din rolle, for i fællesskab dramatiserer vi en historie med de roller, vi gerne vil spille.

Vi skaber en forestilling, som vi slet ikke kan gøre os forestilling om, før vi har fundet vores figur, vores stemme og sat det hele sammen til et teaterstykke. Det bliver sjovt, og vi vil gøre det på en glad og let måde, så legen skaber vores fælles færdige produkt.

SYVÆRKSTEDET  skal vi denne gang arbejde med naturfarvning og re-design. Vi skal have det sjovt med at farve stof med fx avocadoskaller og kål, som giver smukke rosa og blå nuancer. Sammen med dele af genbrugstøj  bruger vi det farvede stof til at lege spændende kreationer frem ved symaskinen. Ugen afsluttes med et lille modeshow hvor de færdige resultater vises. Her er der plads til alle der interesserer sig for at skabe eller bare kan lide at klæde sig ud.

DANS er for alle som har lyst til at bevæge sig til god musik. En blanding af forskellige stilarter. Uanset om du har danset før eller aldrig har prøvet det, er du velkommen.

Fortrinsvis for børn, men de voksne er selvfølgelig også velkomne

Der kan være elementer af showdance, MGP-dans,  street osv.

BILLEDVÆRKSTEDET gentager vi successen med papir og papmache. Vi laver et opgør mod 80´ernes sparegrise, og laver kunst.

Med papmache er det kun fantasien der sætter grænser, og der er mange muligheder. Man kan få lavet nogle utrolig fine ting ud af noget, som man ville have kasseret.  Der bliver tid til eget værk, men også et stort fælles. Den sidste dag laver vi en fin fernisering i lokalet, som plejer at være rigtig hyggeligt.

Vi skal svine og lege, så det er en rigtig god idé at tage tøj på, der må blive beskidt. Maling kan ikke vaskes af igen.

I AKTIV UDELIV vil vi være udenfor. Vi har en fantastisk natur lige udenfor døren, så der vil være mulighed for at komme på kanotur, eller for de større børn og voksne, at prøve en kajak eller surfe på fjorden.

Mountainbike i skoven, orientering, vandreture, fysiske og sansende lege. Hver dag vil der være forskellige aktiviteter at vælge imellem.

Vi har mountainbikes på skolen i forskellige størrelser (Man skal nok være min 145 cm for at styre den, og ellers er man velkommen til at tage sin egen med. Husk at medbringe hjelm)

Havkajak: børn fra 11 år skal kunne svømme. Vi sejler i åen hvor vi ofte kan finde læ.

Windsurf: børn fra 8 år skal kunne svømme.

Kano: mindre børn ifølge med voksne

Orientering i skoven, find poster ved at bruge kort og kompas

Kampkunst og meditation:

Tag på en lille rejse i kampkunsten Taekwondos univers, som er Koreas svar på ”karate”. Du kommer til at lære at sparke, slå og blokere så sveden springer lystigt af panden Taekwondo er en over 2000 år gammel kampkunst, som hen over årene har udviklet sig fra at være en selvforsvarsdisciplin til også at være en kampsport, som er optaget det olympiske program. På denne workshop vil vi fortrinsvis beskæftige os med Taekwondo, som en rigtig god, spændende og sjov måde at bevæge kroppen på. De der har lyst kan også få lov at prøve kræfter med sports-taekwondoen(nu hvor vi er i et OL år). Da man i kampkunst i høj grad skal have styr på sig selv og sit indre, så vil workshoppen også byde på en del meditation og afspænding.

Programmet er for alle, der har mod og lyst til at bevæge sig. Man behøver ingen kampkunst-erfaring for at deltage, men det er absolut heller ingen hindring.

Fælles:

Vandreture: På Øster Lem Hede har Vestjyllands Højskole en rigtig lejr, som vi bruger til at tage på tur i hele året. Her kan man bygge ting til lejren, som stole, borde, sheltere, læhegn og meget mere. Vi skal også hygge os med mad over bål og snakke med hyrden og hendes får. Da heden er fredet som lys åbent landskab, må vi fælde alle træer på heden. Du har derfor muligheden for at prøve at fælde dit eget træ med økse og bygge noget af det bagefter.

Den anden tur går gennem Husby klitplantage, hvor bønderne engang kæmpede indædt mod sandflugt og fattigdom og endte med at blive hjulpet af selveste kongen. Vi finder vej af snoede stier på vej mod kysten, hvor vi får skuet over det vildeste dansk natur har at byde på: Vesterhavet. Her hører vi skrøner om sømænd, livet på havet og overtro.

Turene er fyldt med oplevelser både for børn og voksne. Benene og modet skal dog række til 5km i naturligt terræn.

I Forundringens Have skal vi lege, gemme os, gå på opdagelse, lytte til vinden og bierne, smage og dufte havens urter og lave vores egen the, lave pandekager med bær over bålet, lave vores egen musik, bevæge os og alt muligt andet vi finder på. For de større vil der være mulighed for bueskydning, træklatring og andre aktiviteter.

Haven er for alle, både de mindste og de ældste.

Man vælger én workshop i A og én i B, som man følger hele ugen.

Man må gerne vælge det samme i både A og B.

Pris pr. voksen:

Hjemmeboende / sovesal / telt 4450,-

Dele vær. med en anden kursist m/barn på vær. u. bad 4950,-

Dele vær. med en anden kursist m/barn på vær. m. bad 5450,-

Bo alene med mit barn/børn på at værelse u. bad 5450,-

Bo alene med mit barn/børn på at værelse m. bad 5950,-

Pris pr. barn:

Børn (opredning på værelse) 2200,-

  

Tillæg ved allergimad+ 50,-

Evt. afbudsforsikring 250,-

  • Linned og 2 håndklæder er inklusiv.

  • Tilmeldingsgebyr + evt. afbudsforsikring skal betales ved tilmelding. Restbeløbet skal betales senest 4 uger før kursusstart.

  • Læs mere om afbudsforsikring

UnderviserE

Udover ovennævnte vil der være mange flere undervisere til at varetage de mange forskellige workshops.

IMG_5882.jpg
Michael Kirkegaard

Michael en glad portion energi! Han er viceforstander og underviser i Verdensdans og Sport & udeliv. Han dimitterede fra Den frie Lærerhøjskole i 2004 og har undervist på højskolen lige siden.

Michaels fascination af dansen ligger i alt det, dansen repræsenterer. Han fortæller: ”Meget af det, vi arbejder med, har rødder i det afrikanske, og det er rødder som stikker dybt og går langt tilbage i tiden, men som har udviklet sig der, hvor det er blevet mødt af andre kulturer.

Michael tog i 2015 kajakinstruktør uddannelsen og tilbringer meget tid på fjorden eller i de vestjyske åer.

Kristoffer Brun Gram

Kristoffer er højskolelærer og underviser bl.a. i faget “Udeliv”. Han er naturmand ind til benet og dyrker alle de udendørsaktiviteter, han kan komme i nærheden af.

Han er uddannet sergent i forsvaret, kandidat i statskundskab, i kommunikation på journalisthøjskolen og har sideløbende taget en lang række instruktør- og udelivskurser.

Marianne Toft

Keramiker og højskolelærer.

Marianne er uddannet lærer fra Den frie Lærerskole, og har siden videreuddannet sig indenfor keramik på Århus Kunstakademi.

Marianne har boet på Fanø siden 2010. Her har hun eget værksted/butik og sammen med en håndfuld lokale kunstnere og kunsthåndværkere er hun i gang med at starte Kulturfabrikken i Nordby.

I sit eget keramiske arbejde undersøger Marianne krydsfeltet mellem keramikken og det grafiske; her arbejder hun med at præge og lave forskellige aftryk og spor i leret.

www.frktoft.dk

Linette Hardt

Læreruddannet med linjefag i musik og dansk og diplom i drama.

Er uddannet i rituel dans og fortælling på Vestjyllands Højskole. Har undervist i drama og teater på kostskole, i Folkeskolen, Kulturskole, i børnehaver og på familiehøjskole og er vild med det!

Skema-familiekursus-2021.jpg