Keramik
Keramik er et fag med både dybde og bredde. Du får undervisning i drejning og flere andre teknikker til at arbejde med ler. Du får en forståelse af hvordan proces, materiale, teknik og udtryk spiller sammen.
Faget har dybe rødder i de fleste kulturer verden over, og samtidig en bred anvendelse i samfundet i dag. Industri, kunst, kunsthåndværk og hobby er alle forskellige indgange til faget. Keramik et altid relevant og interessant fag at beskæftige sig med.
Fejl er en gave til undervisningen, når hanken falder af eller skålen revner har vi mulighed for at dykke ned i de tekniske detaljer og forstå materialet og processen endnu bedre.
Gennem øvelser og værkstedspraksis får du mulighed for selv at udvikle idéer og udtryk med keramik. Vi vil i fællesskab udforske nye ideer og teknikker og skabe et værksted med læring og udvikling i fokus.
Under forløbet vil du blive præsenteret for forskellige kunstnere/kunsthåndværkeres indgangsvinkler til at arbejde med keramik.
Underviser
Annelene Bæk
Uddannet lærer fra Nr. Nissum Seminarium med linjefag i musik og håndarbejde. Hun har undervist i keramik i de seneste 10 år.
Annelene har diplom i kunst- og kulturformidling, hvor omdrejningspunktet har været undervisning i de æstetiske fag og skabende processer.