De æstetiske fag som dannelsesfag.
Ved flere lejligheder er det blevet nævnt at de æstetiske fag fylder for meget på højskolerne. At de æstetiske fag ikke er dannelsesfag. Jeg forstår det ikke. Det kan skyldes, at vi har forskellig opfattelse af hvad almen dannelse er (en spændende diskussion). Det kan også skyldes at, man kommer fra højskoler, hvor der ikke er taget stilling til den sammenhæng de æstetiske fag indgår i. Det skal jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at der på en række højskoler bliver undervist i de æstetiske fag - med stor respekt for den respektive kunstart samt højskolens tradition og idé. Billedkunst-faget arbejder måske fremadrettet med forholdet mellem politik og kunst. Fortælle-faget har måske rod i historien. Jeg vil fortælle lidt om, hvordan vi på Vestjyllands højskole arbejder med dansen i et almendannende perspektiv.
Dans er et uendeligt vidt begreb, men for at sætte det lidt på spidsen, vil jeg fortælle om den orientalske dans.
Den arabiske verden er kommet helt tæt på. Det kræver en forståelse af den orientalske kultur. At man kan komme folk i møde ved at se, hvad vi har at give hinanden. Her kan højskolerne spille en stor rolle - netop gennem de æstetiske fag, som besidder et grænseoverskridende sprog.
De æstetiske fag som brobyggere
Orientalsk dans er med til at bygge bro både intellektuelt og helt konkret.
Eleverne vælger danse-faget, fordi de gerne vil lære at opleve og udtrykke sig gennem kroppen, men gang på gang oplever jeg, at der hurtig vokser en nysgerrighed, som kræver at dansen bliver set i en sammenhæng i forhold til dens historie og dens plads i samfundet, ligesom der vokser en nysgerrighed overfor, hvad det er for et samfund, som indeholder netop denne dans. Hvordan kan det være at mavedansen lever i en verden, hvor kvinderne er svøbt ind fra top til tå? Hvordan kan dansen føre til ægteskab i kulturer, hvor mænd og kvinder ikke danser sammen?
Hvorfor tror vi, det er en kvindedans, når det ikke er tilfældet? Går man bagom dansen, bliver dans et samfundsfag. Og religion. Hvordan er sammenhængen? Det kan være vi har arbejdet med at snurre rundt. Et element som findes i alle danse, men som også er en del af derwish religionen: De hvirvlende derwisher. Hvem er de, og hvordan er deres position i forhold til Sunni-muslimerne?
Dans kan også i sig selv være informativ. Jeg har i ”Teatret bag havet” lavet en danse- og teaterforestilling over ”Højsangen” fra det gl. testamente. Her indgår dansen som formidler af teksten. Den orientalske dans fører tilskueren / eleven ind i det kristne univers.
På højskolen, hvor der er en unik mulighed for sammenhæng, har den orientalske dans også ført til en elevforestilling, som tager udgangspunkt i gamle kilder om vor nordiske fortid. Her rejser en udsending fra kaliffen i Bagdad til norden. Hjemme igen beretter han om sine oplevelser, for kaliffen og hans danserinder. Et eksempel på at interessen for det orientalske kan føre os til vor egen spændende historie.
En anderledes højskoleaften
Et er danskeres forhold til den arabiske verden - et andet er at skabe en forståelse hos andre for det danske samfund. Integration med andre ord.
Hvordan får vi overhovedet de irakiske flygtninge i tale? Som mange vil vide, er det ikke så enkelt. De kan oftest ikke lige se, hvad de skal på en højskole. At invitere til et traditionelt højskoleforedrag er ikke sagen, når det kniber med det danske, og når man ikke kender til foredragskulturen.
Arbejdet skal begynde et andet sted. I mødet mellem de 2 kulturer:
Det er onsdag aften. Klokken er lidt i seks. Tre irakiske mænd har været i gang med at lave mad hele eftermiddagen. Vi er spændte. Vi er blevet advaret om, at vi nok ikke skal regne med, at der kommer mange flygtninge til vores orientalske aften, da de har travlt med deres danskeksaminer.
Men gæsterne kommer. Familier og enkeltpersoner. En tyve stykker.
Efter den dejlige mad rykker vi op ”på hemsen”, hvor vi har indrettet en orientalsk café. Vi har bagt tyrkiske kager og lavet te på arabisk vin. Gæsterne har vandpiber med.
Initiativtagerne til aftenen er danseholdet, som gennem flere måneder har arbejdet med orientalsk mavedans. Langsomt har vi i bogstaveligste forstand bevæget os ind i den orientalske verden.
Nu skal dansen stå sin prøve. Kan vi med vores dans vise disse mennesker respekt. Er kvaliteten høj nok til at være en oplevelse blandt dansens mødre og fædre?
Eleverne danser og jeg kan se, de består prøven. Ét er mændenes begejstring, den havde jeg nok regnet med. Det er kvindernes reaktion der tæller. Med klap og udråb viser de deres glæde. Som lærer må jeg igen og igen fortælle, hvor jeg havde lært at danse og eleverne bliver rost til skyerne. En ville have mine mål, så der kan blive bestilt en kurdisk dragt til mig.
Aftenen fortsætter med digte og arabiske eventyr. Det er indimellem lidt svært, for arabere har ikke den samme lyttekultur, som vi er vant til. Man sludrer, vandpiben bobler, mobiltelefonen ringer.
Badi, vores kurdiske elev, synger og spiller musik, han selv har komponeret og sætter en kædedans i gang. Nu danser mændene med os som halevedhæng. Det er en fryd at se mænd, der tør være i deres krop. Unge og gamle med jordforbindelse og rytmen intakt. Badi slutter af med at fortælle lidt fra sin landsby. Efter at gæsterne er taget hjem, sidder vi på puderne, og nyder at det har været en god aften. Vi er lidt berørte af at kunne bidrage til noget i andre menneskers liv på grund af vores få færdigheder.
Næste dag er jeg i Ringkøbing og møder nogle af kvinderne, som har været på besøg på højskolen. Pludselig står jeg og snakker med en gruppe mennesker - med og uden tørklæder - som et døgn forinden var ”dem”. En af kvinderne fortæller, at hun og hendes mand havde følt sig som en del af ”1001 nats eventyr”. Så bliver man altså glad.
Så enkelt er det.
Else Mathiassen – forstander på Vestjyllands Højskole