CUBA
På forårets lange kursus rejser vi 14 dage til Cuba
Havanna emmer af atmosfære og strutter af livslyst: Indbyggerne flirter, langs havnepromenaden slentrer man af sted, og musikken er til stede overalt: Timba, rumba og forførende salsa lokker fra de slidte radioer, der står tændt i alle hjem og på caféerne. Gjorde man velstand op i sange, ville Cuba uden tvivl være et af de rigeste lande i verden. Havanna er indbegrebet af skønhedens forfald og forfaldets skønhed. I art deco kvarteret triller store amerikanske flydere fra 50'erne af sted ved siden af de rustne Lada'er fra Sovjet.
Vi ankommer til Cuba de Trinidad med bus. Her kan vi dase på stranden, boltre os i det azurblå hav og bestige bjergene eller tage på ridetur i de grønne sukkerrørsplantager. Vores kulturmøder med de lokale er en fælles gave. Vi bytter lige over; en sang for en sang, en dans for en dans.

