Ja til FÆLLESSKAB?
Mere MUSIK?
Klar til ny VIDEN?
Sammen om tingene?
Gå ad NYE STIER?
Vil du lave GOURMETMAD fra bunden?
Klar til UDFORDRINGER?

Højskoleelev på 53 år: Derfor tog jeg på Vestjyllands Højskole

 

Af Marchen Jersild

I 2016 tog jeg, i en alder af 53 år, på højskole. Det var første gang. Men ikke den sidste. For mit møde med højskolen blev en af de mest skelsættende oplevelser, jeg har haft de senere år.

Da jeg var ung i yuppietiden, tog mange på højskole, ofte betalt af kommunen.

Men i de kredse, jeg færdedes i, var det ikke noget, “man” gjorde. Den slags var latterligt, hippieagtigt, spild af tid. I stedet kørte man på, så det gjorde jeg også: fuld fart frem, uddannelse, job, hus, familie, karriere, travle år, hverdagens centrifuge.

Årene gik, pengene blev tjent, karriereambitionerne indfriet og børnene flyttede hjemmefra. Pludselig blev der tid til at stoppe op og trække vejret. Og da min ældste søn tog på et højskoleophold på fem måneder på Silkeborg Højskole, kunne jeg mærke, at der var noget, der trak: den varme velkomst, de søde lærere, den gode stemning. 

Min søn kom hjem som en ny, glad og mere ægte udgave af sig selv. Og året efter valgte jeg, med hans kraftige opbakning, at melde mig til mit livs første højskoleophold, på Vestjyllands Højskole. 

Kun en uge, ganske vist, men alligevel! Og jeg vendte tilbage til højskolen året efter. 

En vigtig beslutning

Inden mit første højskoleophold traf jeg en vigtig beslutning: 

Den ambitiøse, reserverede, ironiske, distancerende københavner, som jeg er til daglig, lægger jeg fra mig. Jeg går all in. Jeg gør, som fotografen Jacob Holdt gjorde det i arbejdet med sine prisbelønnede fotografier “Amerikanske billeder”: Jeg siger aldrig nej, jeg siger ja. Jeg tager derover. Med alt det, der er mig. Farvel yuppie, goddag hippie.

Den indstilling fik jeg brug for allerede den første aften, hvor der var fjollet fællesdans i gymnastiksalel. Hold da kæft, hvis mine kolleger kunne se mig nu! tænkte jeg for mig selv. Men det kunne de ikke. Så jeg grinede og dansede videre. For det var jo netop det her, jeg ville. Det her, jeg med åbne øjne havde opsøgt: en spontanitet, en leg, en dans uden masker. Beslutningen var taget, terningerne kastet. Og dermed åbnede døren sig til et andet og mere sårbart sted inde i mig. Et sted, der - som ugen skred frem - blev større, mere facetteret og stadigt mere smukt.

Et sted, hvor der var plads til - med en vis overraskelse - at lade følelserne vælde frem under de daglige morgensamlinger, hvor sangenes tekster fremstod mere skarpe og vedkommende, end jeg nogensinde husker, at sangtekster har gjort det.  Hvor der var plads til at lade de forskellige foredrag bundfælde sig (næsten) uden utålmodigt at sidde og vurdere: hvad er pointen, hvad får jeg ud af det her, hvad er historien i det her.

Og først og fremmest et sted, hvor jeg med Søren Kierkegaards ord kunne tage mit daglige menneskebad. For det var en anden aha-oplevelse for mig. Inden mit ophold var jeg nervøs for, om jeg overhovedet kunne kapere så mange mennesker på en gang, og jeg regnede ligefrem ud, hvor meget tid jeg kunne have alene i fred på mit værelse.

Kun for opdage, at den reserverede og distancerede person, jeg synes, jeg er, har en vild tvillingesøster. En, der elsker at danse, fjolle, grine og især at snakke med andre mennesker. 

At høre deres livshistorie, erfare, at livet kan leves så fuldstændigt anderledes, og opdage, hvor meget vi alligevel har til fælles.

Stjernestunder

Mit første højskoleophold var lige så intenst som at køre cykel ned ad et bjerg - uden bremser. 

På mit andet ophold kendte jeg vejen, og der var tid til ind imellem at standse op og nyde udsigten. 

Det var her, jeg begyndte at samle på stjernestunder. Som da Lise en formiddag på sin helt stille, afbalancerede og rørende måde fortalte om sine sange, og især om den til hendes døende søster.

Da cubanske Pachi og Lia en lun aften spillede en gribende smuk koncert. Da kæmpestore Ole med flagrende hvidt hår en sen nattetime sprang op på havemøblerne og med sine lange svingende arme dirigerede de andre, der gav maks gas til Tina Turner og “Nutbush city limits”. Da vi glade og spontane greb hinandens hænder og sejlede op ad åen til festmiddagen.

Og da en gruppe voksne mennesker i en varm eftermiddagstime i Koglen gik fra at spille “Oye como vas” på congas til at drikke et glas rom sammen og dermed skabte et smukt og intimt rum, hvor det pludselig blev nemt at snakke om svære emner som skilsmisse, kønsidentitet, tro og storpolitik. Den sang bliver aldrig det samme for mig igen og blev nok for mig essensen af dette års højskoleophold. 

Ligesom de andre stjernestunder er den nu blinkende smukt øjeblik, der har sat sig fast på erindringens stjernehimmel. Og som i al fremtid vil træde frem af mørket, lyse for mig og minde mig om, hvad der virkelig tæller her i livet. Derfor tog jeg på højskole, og derfor skal jeg på højskole igen.