| Dans, så du sveder |
|
|
KURSUSBESKRIVELSE Dato: 4. - 10. august 2012 Vestjyllands Højskole byder op til dans, så du sveder. En hot bevægelsesform, der kombinerer fedtforbrænding og dans. Dansebevægelserne er sammensat af de latinamerikanske danse; salsa, merengue, cumbia og reggaeton. Vi går i dybden i dansens stilarter, Musik, trin, let koreografi, bløde bevægelser, hofter, sved på panden og et smil på læben. Vi skaber en feststemning, der løfter dit humør helt op under loftet og gi’r dig glæden ved at danse samtidig med, at du træner din krop! De monotone pumpebevægelser fra aerobic er skiftet ud, og energien bliver smeltet sammen med latinamerikanske rytmer, der giver dig sved på panden. Den glade musik spiller, og hele kroppen tages i brug.Det er sjovt, let, effektivt og for alle - både unge, ældre, nybegyndere og til dig med masser af rytme i kroppen. Vi tager på opdagelse i de latinamerikanske danse, så du får en større forståelse af bevægelserne, hvilket gør dig til en bedre danser. Vi skal svede, fordybe os samt lære om dansens baggrund og historie. Frivillige træningstilbud i løbet af ugen: Hata yoga, klassisk ballet samt pilates med Kamilla Hartmann. Udover at danse vil der også være højskoleliv med bl.a.: Sang, tur til Vesterhavet, foredrag om dans, motion, kost og cubansk historie i forhold til zumba, besøg i den økologiske have og oplæg om Co2 neutral højskole. Vel mødt på Vestjyllands Højskole! Kurset er samtidig med “Kærlighed & Dæmoni” , “Løb” og “Tryk på!” |














