|
WORKSHOPS
Udsmykning: Festudsmykning i mange udgaver: Fra halmfigurer og rosetter til malede høstbilleder fra en lang og rig kulturhistorie. Pilelamper og festbannere - at genoplive og vedligeholde en rig tradition for også at være meget ambitiøs med rammerne omkring festen.
Litteratur: Til "Marken er mejet" kan indhold også snildt høstes andetstedsfra; ikke kun marker er frugtbare firkanter. Vi tyr til bøgerne!
Vi skal på opdagelse i danske fortællinger, viser og digte, hvor høsten spiller en særlig rolle. Der vil være studiekreds om litteraturens kraft og frugtbarhed, indenfor med kaffe og gibbernakker samt oplæsning og fortælling udenfor i solskinnet.
Helt konkret så vil vi sammen læse og høre digte, korte tekster og passager af forskellige danske forfattere og digtere. (fx Martin A. Hansens novelle "Høstgildet"). Ingen forberedelse er nødvendig og det står deltagerne frit for, hvor meget de vil yde og nyde.
Musik: Musikværkstedet er for alle der trænger til at lufte instrumentet. Vi skal spille dansemelodier fra Østeuropa og Danmark. Kufferten er fuld af Klezmer, musik fra Balkan, Polen, Ungarn og Vestjylland. Der er plads til dem, der kan tre akkorder og garanteret udfordringer til dem, der vil mere. Hvor meget vi når, afhænger kun af hvem der kommer. Alle instrumenter er meget velkommen.
Dans: Dans for alle danseglade uanset danseerfaring. Vi danser lette kædedanse fra Balkan og Israel og arbejder med den mere frie danseform, som hører til klezmermusikken. To vidunderlige spillekvinder besøger os; Lilian og Gitte Vammen. Sammen vil vi danse vestjyske polkaer, hopsaer, valse og fireture i traditionen efter den gamle vestjyske spillemand Peder Pøhl. Og mon ikke vi ender med at være i topform til høstballet?
|