| Stemmens kraft |
|
|
KURSUSBESKRIVELSE Dato: 16. - 22. juni 2012 Tag med stemmen på rejse i sang, musik, rytme, leg, krop og improvisation og få kontakt til glæde og livskraft! Hvert menneske kan gå på opdagelsesrejse i sin stemme og derved skabe kontakt til sin indre kerne og sine indre ressourcer. Det drejer sig om at opnå et udtryk i balance med sig selv. Stemmen har stor betydning for vores udtryk – stemmer vores stemmer overens med det vi ønsker at udtrykke, med den fortælling vi ønsker at fortælle? Vi vil have fokus på at vække lysten og den oprindelige glæde ved at lege med stemmen. Vi vil skabe lydlandskaber gennem improvisation, sang og leg med stemmen, - både rytmisk og frit flydende. Gennem udforskning af kropskontakt, åndedræt og sanser og ved klaveret, arbejder vi med at åbne stemmen op og afspænde blokerede og klangløse områder i stemmen, så stemmen får nyt liv, resonans, kraft og bevægelighed. Vi vil arbejde med drømmerejse, kropsbevidsthed og rytmisk fornemmelse i arbejdet med enkle trommerytmer. Der vil også blive mulighed for at arbejde med mikrofon. Vi vil udforske stemmen i tale, i sang, i rytme, i melodi og i ren energi og væren. Gennem at udforske nærværet i stemmen – udforsker vi nærværet i os selv og i kontakten til andre mennesker. Du skal være indstillet på både at arbejde i gruppe og solo. Derfor skal du medbringe en tekst på max. 15 linier og en sang, som betyder noget for dig, og som du kan udenad. – Gerne, men ikke nødvendigvis, på noder. Medbring tøj som du kan bevæge dig i og vær parat til at svede ! Tag også gerne papir og farver med. I løbet af ugen vil du arbejde både med Katrine og med Søren. Vi vil arbejde alle sammen og også i to grupper. Aftenerne vil have forskellige temaer såsom Vesterhavstur, fortælling og lyd, sang og myte, fordybelse og skabelse og den sidste aften fest. Vel mødt på Vestjyllands Højskole! Kurset er samtidig med “Drømmespor”. |














