Fortælling: Skatten i træet
Udskriv Email

KURSUSBESKRIVELSE

Dato: 30. juni - 6. juli 2012

Fortæl! Fortæl! Fortæl! - og befri skatten!

med Katrine Faber og Brita Haugen

Tag familie og venner med i alle aldre eller kom selv og deltag i et levende fællesskab med musik, sang, dans, leg og gode historier.

Historier er vitaminer for sjælen lige meget om du er 5, 30, eller 60 år. Vi drikker alle af samme flod.

Der vil være fortælle-workshops. Men også mange fælles stunder med aktiviteter ude og inde, hvor vi blander generationerne.

Kan du lide at høre historier? Her vil være masser af historiefortælling. Derudover kan du vælge dig ind på følgende workshop, der ledes af nogle af landets bedste fortællere, hvor du vil få undervisning både formiddag og eftermiddag, så du virkelig kan fordybe dig i fortællingen og det at fortælle. Har du børn med, er der også en workshop for dem. Nogle aftener bliver der, hvis du har lyst, lejlighed til at øve dig i at fortælle for hele holdet, måske også for parallelkurset ”Dans for to” - til gengæld vil de nok byde os op til en swing-om i de lyse nætter.

Workshop: ”Bliv en god fortæller” v. Katrine Faber
Kom og fordyb dig ikunsten at fortælle en god historie! Redskaberne i fortælling er krop, stemme, nærvær og sprog. Vi arbejder med at udfolde historiernes muligheder, og give dig mod til at være lige præcis den historiefortæller du er! Alle som har lyst til at udforske historiefortællerkunsten – erfarne som uerfarne – er velkomne.

Workshop: “Fortæl dit liv” v. Brita Haugen
Vi spiller alle med i en historie. I den skabende arbejdsproces lærer du, hvordan en god historie bliver til, og finder impuls og hjælp til at fortælle dit eget livs historie på en personlig kreativ måde. Vi arbejder med at finde dit personlige udtryk, når du skal formidle, det du vil fortælle. Vi arbejder med kropssprog, kommunikation og retorik.

Workshop: ”Fortælling, leg, drama, musik” Børn fra 5 år og op: v. Lillian Dahl Horsfeldt og Linette Hardt Hansen.
Ethvert menneske - barn som voksen, gammel som ung - er bærer af mindst et eventyr: Barnet er en skat - og når børn går på jagt efter skatte, så er det sikkert, at kisten bliver fundet og skal åbnes. Vi lytter, leger, tegner/maler, danser og dramatiserer os igennem eventyrene. Vi glæder os til en uge med levende, legende og fortællende børn fulde af liv og lyst til at synge, danse, tegne og gå på jagt for at finde skatten. Børnene bliver inddelt i to hold efter alder.

Bemærk: Der er ingen pasningsordning til børn under 5 år.

Vel mødt på Vestjyllands Højskole!
Katrine Faber, Lillian Dahl Horsfeldt, Linette Hardt Hansen og Brita Haugen

Kurset er samtidig med “Dans for 2”.

 

 

Cookie- og privatlivspolitik

Copyright Vestjyllands Højskole 2011. Design by GM, Thomas Dausell & Anette Nielsen.

Admin