| Vestjyllands Højskole |
|
|
Vestjyllands Højskole er et sted med højt til loftet ude og inde. Vi er et kulturelt kraftværk, som ligger i den smukke natur ned til Ringkøbing Fjord. Vi lægger vægt på faglig inspiration, fællesskab og personlig livsudfoldelse. Vi er en almen højskole med mange kreative fag. Du kan danse, spille musik, skabe dig i keramik, maleri og teater, ændre verden i Økologisk Iværksætter, mætte fantasien med Kokkeriet, og spidse pennen i forfatter. Du vælger selv, om du vil fordybe dig i et enkelt fag eller samle en blandet buket. Højskolelærerne brænder for deres fag, og de er efterspurgte i mange sammenhænge. Lærerne er aktive udøvere af deres fag og deltager i projekter med koncerter, forestillinger, udgivelser med mere. Alt sammen noget der gør at de henter inspiration og skaber kontakt til et stort kulturelt netværk, som du kan nyde glæde af. Måltiderne er små begivenheder i sag selv. Vores grønne kokke skaber kulinariske kreationer fra gode økologiske grøntsager, som både inspirerer smagssansen og udfordrer øjet. Middagen sluttes med dagens digt, hvor tankerne for lov til at samles i et lille kunstnerisk minut. Vestjyllands Højskole er Danmarks økologiske højskole. Som økologisk højskole tager vi ansvar indenfor en række områder: Vi tilbyder faget Økologisk Iværksætter, som kan ruste dig bedre til at træffe bæredygtige beslutninger for fremtiden. Vi arrangerer åbne foredrag om strøm, byggematerialer, energi og levevis og andre tiltag, der kan give inspiration til samfundet. Vi er selvforsynende med vedvarende energi til opvarmning, el og badevand. I køkkenet behandler de nænsomt økologiske råvarer og skaber dagligt små og store madoplevelser. Skolen har en økologisk forsøgshave, hvor besøgende kan hente inspiration til økologisk havedrift. Vestjyllands Højskole har modtaget Ravaage prisen og fik som den første højskole det grønne flag for sin indsats for miljø og bæredygtighed. Vestjyllands Højskole er et godt eksempel på at selvom landskabet er fladt, kan man godt tænke højt. Vi glæder os til at mødes med dig og skabe en hverdag sammen. |














